Romerrigets start og kollaps

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger                       

 

Romerrigets start og kollaps

 

 

Den Italienske halvø var i stenalderen ikke befolket af indoeuropæere. Men omkring år 1000 f.v.t. vandrede flere af disse ind i Italien og blandedes med de oprindelige urfolk. Hermed dannedes mange nye stammer, bl.a. latinerne som bosatte sig i Latium. Dette folk grundlagde flere landsbyer, bl.a. på et sted ved floden Tiberen kaldet ”De Syv Høje”. Højene gav gode forsvarsmuligheder, og floden gode muligheder for handel. Desuden lå byerne ved Via Salaris (Saltvejen) som sabinerne og andre bjergstammer brugte, når de skulle til kysten for at hente salt, og når de flyttede deres kreaturer ned til kysten hvert efterår for at få de bedste græsgange. Med tiden voksede flere af byerne på de syv høje sammen til den by vi kalder Rom.

 

 

 

Nord for Latium boede etruskerne, et højt civiliseret folkeslag.

Etruskernes landområde Etruria, mellem Appenninerne, Tiberen og det Tyrrhenske Hav, bestod af 12 bystater, ledet af hver sin konge, samlet i et både politisk og militært forbund.

 

Ca. år 600 f.v.t. erobrede etruskerne det nordlige Latium inkl. Rom, og gav Rom en etruskisk konge. Omkring 575 f.v.t. var Rom blevet omdannet til en velorganiseret by med et statstorv (Forum Romanum) som det centrale midtpunkt. Roms magtområde blev mangedoblet pga. den stigende handel og det forbedrede landbrug, som tiltrak både latinere og sabinere.

Roms oprindelige indbyggere udviklede sig til en overklasse/ adel kaldet patricierne, og den nye befolkning til middel/ underklassen, plebejerne, og selvom kongen i teorien var enevældig, fulgte han i høj grad senatet bestående af de mest velhavende patricierfamilier.

Men patricierne var ikke kun de ledende, når det gjaldt politik, men også militært. Bjergstammernes halvårlige kreatur omflytninger skabte nemlig både konflikter og krige om græsgangene og om den frugtbare jord, og da man på dette tidspunkt udkæmpede slag mellem de forskellige stammer på hesteryg, blev Roms forsvar overladt til et adeligt ”ridderkorps”, som på dette tidspunkt var de eneste der havde råd til at holde rideheste.

 

Efterhånden begyndte tingene dog at gå dårligt for etruskerne. Samtidigt med flere hårde krige mod grækerne, begyndte keltiske stammer at trængte ned fra nord. Dette svækkede etruskerne. Som resultat af dette gjorde den Romerske befolkning oprør mod den etruskiske konge i år 510 f.v.t. De ville være frie og ikke styres af fremmede magter. 

Historien lyder sådan:

Sextus, søn af kong Tarquinius af Rom, voldtogt adelsmanden Tarquinius Collatinus’s kone. Kongen af Rom var allerede upopulær blandt folket, og dette fik bægret til at flyde over hos de adelige romere. Ledet af L. Iunius Brutus rejste de et oprør mod kongen.

Sextus prøvede at flygte, men blev dræbt. Det lykkedes dog kongen, med sine to brødre at flygte til byen Caere. Hjulpet af byen Veii, kæmpede kong Tarquinius en hård kamp mod de rebelske oprørere, for at få Rom tilbage, men han mislykkedes.

 

Oprøret mod Tarquinius fik ikke total frihed for Rom, men det blev begyndelsen på den romerske republik. Det var først efter oprøret, at senatet gav magt til to konsuler, selv om de først blev kaldt Praetors. (en titel der senere skulle betyde noget andet i den romerske republik). De to konsuler sad i et år af gangen, og deres styreform mindede meget om de romerske konger.

 

Men selvom kong Tarquinius var besejret, var han ikke død. Så han indgik en pagt med anden Etruskisk konge. Kongen hed Lars Porsenna, og han var konge af Clusium. Lars Porsenna skulle hjælpe kong Tarquinius med at få Rom tilbage. Porsenna belejrede Rom. Legenderne fortæller om en romersk helt ved navn Horatius, der holdt de etruskiske styrker hen foran Tiber broen, så romerne kunne nå at ødelægge broen, så etruskerne ikke kunne krydse Tiberfloden og indtage Rom.

 

En anden legende fortæller at Porsenna brød belejringen, fordi en romersk helt ved navn Murcius Scaevola holdt sin hånd ind i en bar flamme, indtil hånden brændte væk. Ved at gøre sådan, beviste Murcius at Romerne ville gøre alt for at besejre ham.

Men det modsatte ser ud til at være tilfældet. Porsenna tog Rom tilbage. Han satte ikke Tarquinius tilbage på tronen, hvilket tyder på at han planlagde at styre byen selv. Men selvom Rom var besat, var de stadig rebelske. I et forsøg på at kvæle fremtidige oprør, forbød Porsenna alle Roms indbyggere at besidde jernvåben. Men tyranniet varede ikke ved. Med romersk støtte gjorde andre Latinske byer også oprør mod den Etruskiske dominans.

Til sidst i år 506 f.kr. skete der fremskridt. De allierede latinske styrker, ledet af Aristodemus, mødte ved Aricia en hær som Porsenna have sendt mod dem under kommandoen af hans søn Arruns.

Latinerne vandt kampen. Dette var et hårdt slag mod Etruskerne, for nu havde Rom endelig vundet sin frihed.

 

 

Roms eksistenskamp (509 – 387 f.v.t.)

 

Det etruskiske styre gav ikke kun romerne en fast statsdannelse, men lærte også romerne en helt ny form for krigsførelse. Rytterhæren blev erstattet af en fodfolkshær efter det græske hoplit-system.

 

Den romerske konge Servius Tullius indførte en inddeling af folket i fem klasser, idet man indkaldte soldaterne efter formue, således at det kun var dem der havde ejendom at miste, som man forventede skulle forsvare byen. Det var desuden kun disse, der havde råd til at købe den nødvendige udrustning. Hærens grundkerne, de første par klasser, var nemlig tungt udrustede på samme måde som de græske hoplitter. Disse var beskyttede med store runde metalskjolde, clypeus, kyras, benskinner og hjelme af bronze. Disse lignede de græske, med kinderne dækket af klapper og nakken af en skærm, men ansigtet var ubeskyttet. Ned igennem klasserne, var man gradvist lettere udrustede. Fælles for alle var dog, at man var bevæbnede med lanser. Desuden bar man et langt, tungt ”gallisk” sværd. Disse havde ingen spids og var kun skarpe på den ene side og benyttedes derfor til slag/hug.

 

 

 

Hoplitterne blev inddelt i enheder på 100 mand, kaldet centurier.

Centurierne var opstillede som en falanks, dvs. i meget tæt og dyb slagorden. Lanserne der varierede fra de op til 5-6 meter lange sarissaer til 2-3 m lange etruskiske hastaer, dannede en så tætpakket mur, at den kunne stoppe selv de bedste rytterhære. Derfor begyndte stammer i hele Italien at bruge falanksen. De romerske riddere udviklede sig derfor til et egentligt kavaleri, som beskyttede falanksens fløje, men også til de ledende officerer.

 

Rom blev stadig angrebet af andre mellemitalienske folkeslag, og den nye hær afværget adskillige invasioner. I 387 f.kr måtte falanksen dog give op, en gallisk stamme var rykket ned gennem Mellemitalien og truede Rom. Romerne sendte straks en hær ud, men den blev mejet ned af de krigeriske gallere. Derefter angreb de Rom, hvis borgere flygtede i panik. Byen blev delvist brændt og plyndret, og man var nødt til at betale gallerne, for at forlade byen.

 

 

4. Italien erobres (386 – 265 f.v.t) 

Legionen

Falanksen var særdeles effektiv i defensiven, men langsom og immobil. Derfor blev den også løbet over ende af de vilde gallere.

Efter den galliske invasion, begyndte adskillige reformer. Dette skyldtes desuden at de andre italienske stammer også var begyndt at benytte den defensive falanks. Som modtræk dertil, bevægede den romerske hær sig i en mere offensiv retning. Den romerske hoplit-hær udviklede sig da til en ny form for hær, der både var lettere og mere mobil, nemlig legionen

 

Da den økonomiske vækst i Rom fortsatte, fik de romerske soldater råd til stadig bedre udrustning. De fleste havde derfor mulighed for at skaffe den tungere udrustning, der hidtil havde været forbeholdt de første klasser.

Soldaterne i legionen blev derfor ikke længere inddelt efter formue, men blev i stedet inddelt i tre rækker af soldater efter alder og erfaring. Hver række var inddelt i ti grupper, manipler, som bestod af to centurier. Forreste række bestod af manipel hastati, som var de unge mænd. Anden række bestod af principes, hvis legionærer var mænd med erfaring og modenhed. Tredje række bestod af ti grupper kaldet ordo, som hver var en manipel triarii, veteranerne, en rorarii, de yngste og uerfarne og en accensi som bestod af de dårligste krigere.

Foran hastati stod de fattigste soldater. Disse lette infanterister kaldtes leves, og var ikke inddelt

i manipler, men fungerede som forposter i spredt kamporden.

 

 

 

Legionærernes våben var stadig lansen, dog fortrinsvis den kortere hasta. Derudover var det tunge clypeus blev erstattet af det lettere samnittiske scutum. Dette var ovalt og buede efter kroppen. Det var sammensat af flere lag lamineret træ, overtrukket med læder. Lagene var syet sammen af metalsnore, og kanten og buklen var også af metal. Det firkantede scutum man i høj grad brugte i kejsertiden, blev også i enkelte tilfælde benyttet.

Den nye inddeling gjorde hæren nemmere at kommandere, og de kortere spyd og lettere skjolde og formation gjorde den meget mere mobil. Hullerne i formationen virker umiddelbart som en svækkelse af slagordenens styrke, og dette var også tilfældet, når man kæmpede mod de udisciplinerede gallere som ikke opstillede i formationer. Disse kunne nemlig angribe legionen ”igennem” hullerne, men da de fleste af romernes modstandere på dette tidspunkt stillede op i falankser, ville disse ikke kunne udnytte disse åbninger, til dels pga. deres manglende mobilitet, men også fordi dette ville ødelægge deres egen formation.

Formålet med hullerne var også, at når hastati var ved at blive trætte, kunne de falde tilbage og lade de friske principes overtage kampen. Dernæst kunne tredje række træde frem, således at man altid havde friske soldater til rådighed.

 

Omdannelsen af falanksen kan man dog ikke udelukket kalde en romersk udvikling, Rom var nemlig i det 6. århundrede f.v.t. blevet leder af et forbund bestående af latinske byer. Byerne skulle hjælpe hinanden i krigstid, og der blev nedskrevet love for domsafgørelser imellem borgere fra to forskellige byer. Så legionen kan vel rimelig nok kaldes en latinsk opfindelse. 

 

 

Erobringerne

I år 340 f.v.t. krævede de øvrige latinske byer at lovene skulle revideres, således at de fik mere indflydelse. Dette så romerne som et oprør, og slog latinerne i den såkaldte Latinerkrig. Disse blev herefter gjort til Roms ”forbundsfæller”, dvs. at de fik lov til at beholde deres eget styre, mod at de skulle have fælles fjender med Rom. I tilfælde af krig skulle de også  stille med soldater, de såkaldte auxilia, eller på dansk hjælpetropper. Med de nye legioner og med forbundsfællernes forstærkning lykkedes det at erobre Sydlatium og Sydetrurien.

 

Da flere campanske byer som havde hjulpet Rom under Latinerkrigen, blev truet af samnittiske aggressioner, erklærede romerne disse krige i år 326 f.v.t. Dette resulterede i en række krige hvor etruskerne, gallere og flere mellemitalienske folk benyttede chancen til at angribe Rom. De romerske forbundsfæller viste igen deres værd, og omkring år 280 f.v.t. var hele Midtitalien under Romersk herredømme. Flere græske kolonier i Syditalien følte sig da truede, og sendte derfor bud efter kong Pyrrhos af Epiros. I 280 f.v.t. landede Pyrrhos med sin hær og vandt med hjælp fra sine 25.000 soldater og 20 krigselefanter, flere sejre over romerne. Men hæren var selv blevet så udmattet at den til sidst blev slået. De græske kolonier måtte derfor overgive sig, og deres landområder blev også til romerske forbundsfæller.

 

 

Rom bliver stormagt (264 – 133 f.v.t.)

 

Første Puniske krig (264 – 241 f.v.t.)

Samtidigt med romernes erobring af Italien, udvidede den tidligere føniske koloni Karthago sit magtområde på Sicilien. I gammel tid havde de to byer stået på god fod, men da Karthago nu havde magten over to tredjedele af øen, følte romerne deres nyerobrede Syditalien truet.

Efterhånden havde Rom vænnet sig til ustandseligt at være i krig, uden hensyn til egne og forbundsfællernes tab. Desuden følte romerne efterhånden at det var naturligt at andre stater bad om romersk beskyttelse. Da byen Messina derfor i år 264 bad romerne om hjælp mod en karthagisk belejring, erklærede Rom krig. Krigen blev langvarig, bl.a. fordi romerne indtil nu ikke havde haft en ordentlig flåde, men en sådan blev dog hurtigt stablet op, med hjælp fra de græske kolonier på Sicilien.

Indtil da havde klassisk søkrig bestået af at krigsskibene prøvede at sænke modstanderen ved at sejle ind i hinanden, men romerne udstyrede deres skibe med store entringsplanker, således at de romerske soldater kunne borde fjendens skibe.

 

 

Rom og Karthagos magtområder før år 264 f.v.t.

 

I 241 f.v.t. vandt romerne det afgørende søslag der fik Karthago til at bede om fred. De skulle dog afstå Sicilien og betale store krigsskadeerstatninger. En af grundene til Karthagos nederlag kan være, at karthagenernes udgifter til lejetropper havde tømt statskassen. Dette resulterede i oprør bl.a. på Korsika og Sardinien, da tropperne ikke længere fik udbetalt deres løn. Rom erobrede derefter disse øer, og samtidigt erobredes Illyrien, hvorfra sørøvere i flere år havde plaget den italienske østkyst. Et andet problem var Po-sletten, hvor galliske stammer havde bosat sig. Da disse nu truede italienerne fra nord, erobrede Rom området efter flere hårde kampe.

 

 

 

Anden puniske krig (218 – 201 f.v.t.)

Som erstatning for de tabte landområder, udvidede Karthago sit område i Spanien under generalen Hannibal. Rom krævede at Hannibal ikke måtte krydse floden Ebro, da byen Massillia som havde været Roms allierede under krigene mod gallerne, følte sig truet. Hannibal indvilligede, men da man senere krævede at han skulle holde sig fra den spanske by Sagunt som lå syd for Ebro, og som Hannibal hidtil havde ladet være i fred, følte han sig provokeret. Hannibal erobrede straks byen, og Rom erklærede Karthago krig. Hannibal reagerede dog helt uventet på dette, og i stedet for at angribe over havet, marcherede hans hær gennem Gallien og over Alperne (se fig. 5 næste side). Flere galliske stammer sluttede sig til ham, og Hannibals hær vandt mange sejre ned gennem Italien.

Romerne formåede alligevel at samle nye legioner sammen, og resultatet var at Hannibal stod tilbage med kun det sydligste Italien erobret. Da rejste den romerske general Scipio først til Spanien, som han erobrede, og senere til Nordafrika. Hannibal skyndte sig hjem til Karthago, men kun for at blive slået i et stort slag ved Zama. Karthago havde tabt krigen, romerne overtog Spanien og Balearerne, og var nu Middelhavets ubestridte stormagt.

 Hannibals felttog fra 218 – 203 f.v.t.

De nyerobrede landområder havde under det karthagenske besættelse ikke haft lokalt styre, og derfor kunne romerne ikke gøre disse til forbundsfæller ligesom staterne i Italien. Da overtog romerne simpelthen karthagenernes plads, og gjorde, under romerske embedsmænd og soldater, disse områder til lydstater, eller provinser. I modsætning til forbundsfællerne skulle provinserne ikke stille med soldater, men skulle til gengæld betale skat.

 

 

 

Scipios hær

Succesen i slutningen af den 2. puniske krig skyldtes dog ikke kun Scipios lederevner, men i høj grad også store fremskridt inden for våbenteknologien og hærens struktur. Da den økonomiske vækst var stadig stigende, blev forskellen mellem de tunge infanterister mindre endnu.

Rorarii, accensi og levisne blev afskaffede. Til gengæld blev de fattigste legionærer til en ny type lette infanterister kaldet velites. Velitesne var i modsætning til levisne, en del af maniplerne, således at en manipel bestod af både legionærere og velites.

 

 

 

En manipel hastati/ principes

 

Centurierne i hastati/ principes bestod nu af ca. 60 legionærer og 20 velites, og hver triarii af ca. 30 legionærer og 15-20 velites. Hver centurie var igen delt op i grupper på otte mand, en contuberbium, der deltes om et telt og et pak-muldyr, når hæren var på march.

Hver centurie var ledet af en centurion. Den første i hver manipel var valgt af hærføreren, og den anden var valgt af den første. Hver centurion valgte derefter en næstkommanderende, en ordonnans, en hornblæser og en standardbærer.

 

Før i tiden, havde ordet legion blot betydet en hær, men da hæren efterhånden var blevet temmelig stor, opdelte man hver hær i flere afdelinger. Hver af disse afdelinger kaldtes nu en legion og bestod af ti af hver manipel, altså tredive i alt. Dertil kom ti regimenter kavaleri, som hver bestod af 30 mand, kaldet turmæ. Hver turma var delt op i tre eskadroner a 10 ryttere.

 

  

Officererne

Hærens leder var feltherren, imperator. Under sig havde feltherren adskillige officerer, legati, som vejledede feltherren og ledede hæren i dennes fravær. Hver legion var ledet af seks militærtribunerne, som havde kommandoen på skift.

 

Officererne, der stadig var adelige, drev for det meste en militær karriere for at få den berømmelse, som kunne blive starten for en karriere inden for politik. Disse blev valgt af senatet, og de fleste var uden militær erfaring. Til gengæld var centurionerne og andre befalingsmænd valgt blandt de legionærer, som havde erfaring og havde udmærket sig i kamp.

Udrustning

Selvom mange stadig på overkroppen bar kyras, valgte flere nu den østlige skælpanser, eller den galliske opfindelse, ringbrynje. Disse lorica squamata og lorica hamata gav den tids mest effektive beskyttelse, men var til gengæld dyre at fremstille.

Soldaterne bar stadig hjelme og benskinner, men disse blev efterhånden lavet af jern.

Man benyttede stadig scutum-skjoldet, men velitesne var kun beskyttede med et mindre rundt skjold, kaldet et parma, som også rytterne benyttede.

 

Den store forskel i legionærens udrustning fra gamle dage var deres våben. I nærkamp brugte hastati og principes nu ikke hastaen, men et kort tveæggede sværd gladius, som var inspireret af de spanske sværd og derfor fik tilnavnet hispaniensis.

De nye sværd var i modsætning til det som romerne havde brugt tidligere, og til det gallerne brugte, ikke beregnede til hug, men til stød. Det betød at man stadig kunne stille op organiserede formationer, da stød med sværdene krævede langt mindre plads end hug gjorde. De korte sværd gav desuden en meget større bevægelsesfrihed end de lange hastaer, og soldaterne var derfor mere bevægelige, og kunne derfor kæmpe mere individuelt.

 

Da man ikke længere skulle slæbe rundt på de lange hastaer, bar legionærerne nu to kastespyd, pilum, et let og et tungt. Dette havde romerne ligesom bl.a. scutum-skjoldet sandsynligvis lånt fra andre italienske stammer.

Spydenes træskaft var blot ca. 120 cm højt, men til gengældt havde det et ca. 60 cm langt og smalt ”hoved” af jern. Spidsen var kun et par cm, men dette design gjorde, at den nemt kunne trænge igennem et skjold, og modhager gjorde den svær at trække igen. Hvis spydet således ramte et skjold, var fjenden nu nødt til at kaste det fra sig, og hvis man ikke ramte, ville det smalle hoved på spydet blive bøjet når det ramte jorden. Modstanderen ville derfor ikke være i stand til at kaste det tilbage.

 

En hasta, to tunge pilum, en let pila og et gladius 

 

Strategien

Når trompeterne gav signal til angreb løb hastatis velites frem og kastede deres spyd. Samtidigt ville rytteriet angribe fjendens fløje. Hastati rykkede langsom frem, mens velitesne løb tilbage til deres respektive centurier. Når Hastati var nået inden for 20-25 m, kastede de først deres lette og dernæst tunge pila. Da stormede de frem under den forvirring spydregnen havde skabt.

Når de første træthedstegn begyndte at vise sig, trak hastati sig tilbage, igennem de tidligere nævnte huller, og de friske principes ville rykkede frem, kaste deres pila, gå i nærkamp, osv.

 

Den manglende vægt i forhold til falanksen blev altså kompenseret af regnen af spyd, men letheden gav også maniplerner og de enkelte legionærer en bevægelsesfrihed, der betød at de kunne handle uafhængigt af hinanden, og angribe i ”bølger”, så det altid var friske soldater der var i kamp.

 

Selvom Scipio havde indført hårdere disciplin og træning, fik romerne også øjnene op for at det ikke var nok at forvente at legionærerne ville vinde kun ved hjælp af disse færdigheder, strategi og taktik var også nødvendigt for at få resultater. Dygtige hærførere kunne f.eks. føre triarii rundt om fløjen for at angribe fjenden i flanken.  Imod uorganiserede fjender kunne Principes rykke frem i mellemrummene imellem hastati, for at danne en tættere formation.  Maniplerne kunne også opstilles i kileformationen ”grisehoved” for at sprænge fjendens linier, eller udforme en karré, hvis de blev omringede.

Under belejring af fjendtlige fæstninger kunne man, foruden at bruge forskellige belejringsmaskiner, danne den såkaldte skildpadde, hvor legionærerne var beskyttede både bag og under et skjold af soldaternes firkantede scutum-skjolde.

Fremstød mod øst

Bare året efter den 2. puniske krig kom Rom i krig igen. De græske småstater Rhodos, Athen og Pergamon følte sig truede efter at den makedonske kong Philip V havde foretaget flere fremstød i Lilleasien. Romerne havde et horn i siden på Philip da han havde støttet Hannibal under den anden puniske krig. Efter få år var makedonerne besejrede, og romerne regnede da med at grækerne af taknemmelighed herefter ville følge deres politik. Da det ikke var tilfældet kom det til krig mod flere utilfredse stater, som dog snart blev nedkæmpet. I frygt for at Makedoniens nye leder Perseus skulle udnytte disse anti-romerske tanker, angreb man Makedonien. I 168 f.v.t. vandt romerne den afgørende sejr over den makedonske falanks, og gjorde landet til romersk provins.

I 146 jævnede man Korinth med jorden da et forbund med denne by i spidsen, havde forsøgt at hævde deres selvstændighed. Hele Grækenland var nu reelt under romersk befaling.

Samme år blev også Karthago jævnet, da byen havde forbrudt sig mod romersk befaling og bekriget numidierne uden romernes tilladelse. Også her blev der dannet en romersk provins, nemlig provinsen Africa.

I 133 f.v.t. blev roms tidligere forbundsfælle Pergamon, ”testamenteret” til Rom, da dennes sidste konge døde. Pergamons tidligere landområder blev nu til den romerske provins Asien.

 

 

Den sene republik (132 – 44 f.v.t.)

 

Marius’ militærreform

Som tidligere nævnt var det romersk skik at lægge landets beskyttelse i hænderne på den ejendomsbesiddende klasse, der havde materiel interesse i dets bevarelse. Og selvom soldaterne fik udbetalt en mindre løn, var denne ikke nok til at dække soldatens udgifter til mad og udrustning. Soldatens vigtigste indtægtskilde var derfor hans butik eller gård, og mange var derfor utilfredse med lange perioder i hæren.

Det blev da efterhånden næsten umuligt at rekruttere soldater til de lange udenlandske felttog. Denne utilfredshed kulminerede under en langvarig krig i Nordafrika mod Numiderkongen Jugurtha år 111 – 105 f.v.t.

 

Marius som var nyvalgt konsul løste dette ved at ophæve formuegrænsen, indføre dækning af soldaternes udgifter og udlove pension i form af jordlodder. Det siges at de fattige strømmede til i håb jord og rigdom. Denne nye type hær kæmpede midlertidigt ikke for staten, men for den hærfører som jo skulle sørge for soldatens pension. Marius’ hær vandt hurtigt krigen i Afrika, og derefter over de germanske kimbrere og teutoner, som truede Italien fra nord.

 

 

 

I år 91 f.v.t. var flere af de italienske forbundsfæller blevet trætte af at skulle stille soldater uden at få politisk indflydelse og krævede romersk borgerret, og selvom de ledende kredse var villige til dette, blev forslaget alligevel nedstemt, og flere forbundsfæller greb til våben. Forbundsfællekrigen blev dog kortvarig, for Mithridates VI af Pontos havde netop erobrede Asien og dele af Grækenland, og romerne lovede derfor borgerret til alle der nedlagde våbnene inden for 60 dage.

 

 

Kohorten

Da hærføreren nu betalte soldatens udrustning, blev alle udrustede med masseproducerede våben og brynjer. Hermed forsvandt forskellen mellem legionærer og velites, samt forskellen mellem principes/ hastati og triarii, som alle blev udstyrede med pilum, sværd, ringbrynjer, skjolde og hjelme (benskinnerne blev opgivet til fordel for mobilitet). Da de italienske forbundsfæller havde fået romersk borgerret, forsvandt også forskellen mellem de romerske legionærer og de italienske allierede.

 

En legionær efter Marius’ militærreformer

 

Desuden blev maniplerne sluttede sammen til enheder kaldet kohorter, som var nemmere at kommandere. Hver kohorte bestod af tre manipler, og en legion bestod derfor af ti kohorter.

 

En legion efter Marius’ militærreformer

 

Ledelsen af legionerne var midlertidigt overtaget af en legatus, da militærtribunerne nu udelukkende var unge uerfarne aristokrater.

Auxiliaen

Som sagt var de italienske auxiliaer efterhånden blev til legionærer. Men efter den anden puniske krig, begyndte man så småt at indkalde soldater fra provinserne og allierede. Disse beholdt for det meste deres lokale udrustning og kampmetoder, men nogle blev også trænede som romerne. De fleste auxilia-tropper var lette infanterister, som fx slyngekastere fra Balearerne og bueskytter fra de østlige provinser, men også både lette og tunge kavalerister. I modsætning til de gamle italienske auxilia-enheder, blev disse ikke længere ledet af egne officerer, men af romerske.

 

 

Magtkampe om Romerriget

I Rom fortsatte stridighederne dog om hvem der skulle føre krig mod Mithridates.

Det var nemlig blevet en tradition for medlemmerne af det romerske aristokrati, at sejrrige krige var en nødvendighed for slægtens anseelse. Desuden var erobring af nye landområder nødvendige for at en feltherre kunne skaffe den tilstrækkelige løn til at opretholde sin magt vha. en privat hær.

Senatet udpegede konsulen Sulla til hærfører, men Marius ønskede at vinde endnu en triumf, og fik da sammen med popularerne gennemført en lov som gav ham kommandoen. Da rejste Sulla med sin private hær til Rom, hvor han fik ophævet den nye lov. Men samtidig med at Sulla derefter tog til Grækenland og vandt krigen ubesværet, havde hans modstandere under hans fravær igen taget magten i Rom. Sulla rejse da tilbage til Italien, hvor han med sine 120.000 veteraner vandt Den Første Borgerkrig, og udnævnte sig selv til ”diktator på ubegrænset tid”. Han gennemførte derefter en række reformer for at give magten tilbage til senatet, hvorefter han gik på pension.

 

I krigen havde Sulla fået hjælp af Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompeius og deres private hære. De fik nu deres store chance, for i Spanien havde Sullas modstander Sertorius startet et oprør, samtidig med at der i det sydlige Italien var startet et slaveoprør, og Middelhavet plagedes af sørøvere.

Pompeius fik til opgave at stoppe oprøret i Spanien, og Crassus mod slaverne. Begge løste deres opgave med succes, og begge blev med magt valgt til konsuler. På trods af senatets utilfredshed gik Pompeius i krig mod sørøverne som han nedkæmpede. Han blev derefter øverstkommanderende i de østlige krige, hvor han erobrede resterne af Seleukideriget som blev til provinsen Syrien.

 

Da frygtede Crassus at Pompeius ville udnævne sig selv til enehersker, og prøvede derfor i samarbejde med den unge politiker Gaius Julius Cæsar at få valgt en tredje mand Catilina til konsul.

 

En anden senatorgruppe kom dem dog i forkøbet og fik i 73 f.v.t. valgt Cicero. I slutningen af året kom Pompeius hjem til Italien, men mod alles forventninger prøvede han ikke at gennemføre et kup, men nedlagde sin hær, og prøvede på lovlig vis at få godkendt sine ordninger i øst og få udleveret jord til sine veteraner. Men da faren var drevet over for senatet, afviste de Pompeius, som derefter sluttede sig sammen med Crassus og Cæsar. Mod dette magtfulde triumvirat kunne senatet ikke stille meget op, og de fik valgt Cæsar til konsul. Cæsar godkendte på trods af sin konsulkollegas veto Pompeius’ ordninger. Efter konsulatet fik Cæsar tilbudet om at blive statholder over Gallia cisalpina og Gallia transalpina (gallien på denne og på den anden side af alperne, set fra Rom) i en femårig periode.

Senatet håbede at disse urolige provinser ville holde Cæsar beskæftiget udenfor politik, men han viste sig at være en fremragende hærfører, og i år 57 f.v.t havde han erobret næsten hele Gallien!

 

Nu var det Pompeius og Crassus som var ængstelige, men man indgik en ny aftale, hvor Cæsar fik sin kommando over Gallien fornyet i yderligere fem år, og Pompeius og Crassus fik tildelt provinserne Spanien og Syrien.

Mens Cæsar førte krig i Gallien, og Crassus og det meste af hans hær blev dræbt i krig mod Syriens ”nabo” Partherriget, blev Pompeius siddende i Rom og overlod sin provins til stedfortrædere. Der lykkedes det for Cæsars modstandere at få ham over på deres side og i 49 f.v.t. blev det til en kort borgerkrig mellem de to, som Cæsar dog overlegent vandt. Cæsar erklærede sig derefter til ”diktator på livstid”, og over for senatet lagde han ikke skjul på at han bestemte. I 44 f.v.t. forberedte Cæsar en ny ekspedition mod partherne, men kort før afrejsen blev han myrdet af en gruppe utilfredse senatorer.

 

 

Begyndelsen på et kejserrige (44 f.v.t. – 14 e.v.t)

 

Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det stik modsatte skete.  Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adoptivsøn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage magten. Efter få stridigheder imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andet triumvirat sammen med den mindre betydningsfulde Lepidus. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Africa.

 

 

Roms magt område efter Cæsars død år 44 f.v.t. Opdelt mellem de tre triumvirere.

 

I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var tradition for der. Så da Antonius forelskede sig i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn, var Octavian ikke sen til at udnytte denne situation til, under stærk propaganda om Antonius’ forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Krigen blev kort, og da Antonius og Kleopatra begik selvmord, gjorde Octavian Egypten til sin personlige ejendom

 

Da også Lepidus var ryddet af vejen, var Octavian nu Roms absolutte hersker. Octavian lod senatet og folkeforsamlingen bestå, men var selv konsul fra 33–23 f.v.t. Derefter blev han folketribun på livstid. Der var nu tale om et direkte militærdiktatur, men senatet gav ham alligevel titler som Augustus og Principes Senatus. Magtgrundlaget lå i hans personlige hær der omfattede over 300.000 mand fordelt på 60 legioner, og efter krigen valgte han ikke at trække alle legioner tilbage, men lod 28 indkvartere i lejre ved rigets grænser. Soldaterne var værnepligtige i perioder på 16 år. De 300 denarer de fik årligt og deres pension på 3000, fik de udbetalt fra en kasse, hvis indtægter stammede fra en 5 % arveafgift. Desuden forærede Octavian kassen en startkapital på 170 mio. sestertser.

 

Den stående hær blev ikke kun benyttet til en omfattende erobringspolitik der skulle skaffe Octavian endnu mere magt og berømmelse, men også til at skabe ro og fred i de galliske, spanske og germanske provinser. Men den nordlige grænse blev også rykket. Bl.a. erobredes Alpelandet, og Illyriens grænse blev rykket frem til Donau ved at besejre flere dacer-hære.

Det havde været Octavians’ plan at erobre Germanien frem til Elben, men denne plan blev stoppet da man led et knusende nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e.v.t., hvor to hele legioner blev udslettet ved et bagholdsangreb.

 

Da Augustus både havde midler og klienter nok til at fastholde magten uden yderligere indtagelser, og samtidig blev nødt til at opgive flere nyerobrede områder, erklærede han, at Romerrigets naturlige grænse var nået.

Legionerne ved rigets grænser blev da indkvarterede i regulære forsvarsværker, og legionernes hovedopgave var ikke længere nye vindinger, men skulle nu udelukket bruges til at opretholde ro og orden, og forsvare den romerske grænse.

 

 

Det romerske magtområde efter Octavians død år 14 e.v.t.

 

Romerriges sammenbrud

De invaderende germanere væltede i år 476 e.v.t Roms sidste kejser. Det er usikkert, hvad der var den præcise årsag til, at dette mægtige rige kunne bringes til fald. Men efter at havde læst om baggrunden for Romerrigets forfald, mener jeg at hovedårsagen formentligt var et svækket forsvar. Jeg mener at, at grunden til det svækkede forsvar var, at grænserne var blevet svækket som følge af forskellige faktorer. Disse faktorers samspil kan kort ridses op her: Der opstod økonomiske vanskeligheder som følge af inflation og faldende produktion samt hindringer for handlen. Dette medførte tillige politiske problemer. Forringelse af soldaternes løn gjorde disse korrupte.

Da befolkningstallet var faldende som følger af epidemier, og da det ydre pres på grænserne fra germanerne blev intensiveret, var romerne nødsaget til at hverve besejrede barbarer, der ikke altid var pålidelige. Kejserne havde tilmed undergravet disciplinen, hvilket gjorde soldaterne endnu mere upålidelige og illoyale. Disse illoyale soldater blev dernæst introduceret for den nye fremtrædende religion, kristendommen, der prædikede imod krigsførelse. Dette medførte formentlig en svækkelse af grænserne.

 

De økonomiske vanskeligheder, det ydre pres fra barbarer og det svækkede forsvar var altså de mest udslagsgivende faktorer, som startede krisetiderne for Romerriget og senere førte til dets fald.

Til sidst var det ydre pres blevet så stort og forsvaret svækket, at germanerne kunne vælte riget og afsætte kejseren.

 

 

Teorier på hvorfor Romerriget faldt gennem tiderne:
4. og 5. århundrede
- kristne forfattere: det er guds straf for kristenforfølgserne
- hedenske forfattere: det er kristendommen udbredelse og anerkendelse der var årsag til faldet

 

Renæssancen, 14-1500-tallet:
- Ren. humanisterne: Kejserdømmet ophævede den borgerlige frihed og undergravede dermed den tapperhed, der sammen med heldet havde skabt Romerrigets storhed

 

1600-tallet
- Enevældens modstandere: det er enevældens skyld!

 

1700-tallet:
- Edward gibbon: Kristendommen undergravede det romerske samfundindefra med sin særlige moral og overtro. Der ved kunne barbarerne udefra nedkæmpe riget.

 

Kort før 1900:
- undergangen skyldtes en udryddelse af det romerske aristokrati, i de mange indre og ydre krige, og i kampene mellem senat og kejser.
- Først forfatteren juvenal, senere nazisterne i Tyskland: Raceblandingen medførte forringelse af romernes arvelige egenskaber. De kunne altså ikke overvinde de racerene germanere.
- At den romerske kultur blev udbredt til stadig større folkemasser, der ikke havde forudsætninger for at forstå den, men som forfladigede og forvanskede den, førte til faldet.

 

Efter 1. verdenskrig:
- Faldet skyldtes manglende evne til at udvikle et repræsentativt system og herved inddrage befolkningen i styret. Igen, friheden var blevet knust i det romerske kejserdømmes tvangssystem.

Skrevet af Jonas Vandall Zimsen

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger