Romerrigets Regeringsformer

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger                       

 

Romerrigets Regeringsformer:

Styreformer

Det ældste Rom blev styret af en konge, som på én gang var den øverste præst, dommer og general. Dette monarki sluttede da han omkring år -500 blev fordrevet.

Derefter levede romerne under en republikansk forfatning. I stedet for at overlade al magten til én konge, som så fungerede på livstid, lagde romerne magten i hænderne på to konsuler, som kun havde magten for ét år. På denne måde sikrede romerne sig imod eneherredømmet og lagde grunden til en rolig politisk udvikling i de følgende århundrede.

Senatorer og embedsmænd
Kun mænd fra Roms adelige familier kunne blive senatorer (de øverste politikere – ministre). Politikere fik ikke løn, så kun de rigeste havde råd til at gå ind i politik. Endnu flere mennesker udgjorde den romerske embedsmandsstand, administratorerne, der udførte rigets daglige politiske arbejde. Embedsmænd gjorde alt muligt lige fra føre tilsyn med havnebyggeri til at holde opsyn med slaver, der gjorde rent i gaderne
.

Regering og Lov

I republikkens tid blev byerne styret af to konsuler, som skulle lave lovene.

De to konsuler havde den absolutte magt. De kunne sige hinanden imod, men de skulle være helt enige, før de kunne ændre på loven eller noget andet. De fik nogle gange gode råd af senatet som bestod af rige mænd, de blev kaldt Patre, samfundets fædre.

Som sagt kunne repræsentanter for de almindelige mennesker stoppe et hvert lovforslag, som senatet ville have frem.

Der var faktisk også to folkevalgte forsamlinger som var roms almindelige borgere.

De havde faktisk lige så meget indflydelse på romerske forhold, som f.eks. senatet, men i virkeligheden blev de styret af senatorerne.

 

På det tidspunkt hvor Augustus kom til magten i 27 f.kr. ændrede det system.

Der var stadig to konsuler og et senat, men de fik ikke lov til at vedtage love, det kunne kun kejseren nu.

Kejseren havde nu taget, en konsuls, en tribuns og en ypperstepræsts magt.

Nu kalder han sig ikke kejser, men førsteborger.

Det gav ham ved senatets ret til at tale først ved senatets møder.

Efter at han havde sagt sin mening havde ingen lyst til at sige ham imod på grund af at Augustus havde den magt han havde.

 

Augustus bestemte også hvem der skulle være senatorer og konsuler.

Det som forsamlingens arbejde bestod i, var at udvælge dommere og støtte Augustus.

Alle de næste kejsere beholder denne regeringssystem

De tolv tavler, gjaldt stadig men der blev hele tiden lavet nye love.

I det andet århundrede besluttede Hadrian at alle love skulde være ens, så han beordrede en advokat til registrere alle love.

Så hvis en romersk borger blev behandlet dårligt i en retssal i sit eget land kunne han appellere dommen til Rom.

Nævninge bestemte om den anklagede var skyldig eller uskyldig.

  

Straffer

Der var stor forskel på en straf. f.eks. fik en fattig mand fik en hårdere straf end en rig mand, selv for den samme forbrydelse.

Retssalen skelnede mellem velhavende mænd af overklasse og fattige.

Romerriget havde faktisk ingen fængsler. For hvis man begik en lille forbrydelse fik man en bøde og ved en stor forbrydelse blev man smidt ud af byen eller frataget sit hus eller bolig.

Men nogle fik også dødsstraf og blev korsfæstet, mens de fattige blev sendt til gladiatorlege, hvor de døde i en fight eller af sine skader.

 

Republik og kejserrige

Efter 510 f.kr lavede romerne et nyt herredømme, baseret på skatter og rigdomme.

Der var to konsuler der stod for byens styre. De to konsuler blev valgt af Senatets gode mænd for en periode på ca. et år. Senatet var nogle af de mest rige og betydningsfulde mænd, og deres opgave var at vejlede de to konsuler.

 

Alle de fattige mennesker blev kaldt plebejere, og i starten havde de ingen indflydelse på bystyret. Men i 490 f.kr blev der holdt et protestmøde på en høj ude for Rom. Roms leder skulle bruge plebejere til hæren, og var så nødt til at give dem del i magten. De fik lov til at vælge to repræsentanter, også kaldet tribuner, de skulle tale for plebejere. De to tribuner blev meget magtfulde, de kunne stoppe nogle ting f.eks. en lov, som de ikke kunne lide. På et tidspunkt blev der flere tribuner, de nåede i 260 f.kr. helt op på ti. Efter 367 f.kr fik de også lov til at vælge deres egen konsul

 

Imens dannede andre byer i Italien forbud mod Rom. I 496 f.kr blev rom angrebet og tvunget til at indgå forbund med andre latinske byer.

I 386 blev Rom angrebet igen og smadret af gallerne i nogle måneder. Til sidst måtte romerne betale med en masse guld for at gallerne skulle forsvinde fra byen.

 

 

Efter at gallerne var taget ud af Rom, byggede romerne alt det der var blevet knust. De byggede også en tyk mur rund om Rom, så den ikke ville blive besat igen. På det tidspunkt begyndte Rom at gå i krig mod andre byer i Italien.

De første Rom gik imod var etruskerne. Det var dem der indgang havde regeret over Rom.

 

Rom fik kæmpet sig til en masse land, og begyndte at opbygge et imperium. Omkring 264 f.kr havde Rom erobret hele Italien. Alle de steder hvor Rom havde vundet en krig var de slagne byer nød til at give krigere til den romerske hær.

I de byer romerne havde overtaget fik nogle af indbyggerne lov til at blive romerske borgere.

Nogle af dem fik også lov til at gifte sig med romerne

Der  var også mange som måtte handle med Rom men ikke med andre byer.

De der havde fået frataget sin jord, var tit nød til at afgive dett

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Julius Cæsar

Hærfører og diktator ca. 100-44 f.kr.

Julius Cæsar blev fød den.12.8.100 f.kr

Cæsars berømste ord:

Veni, vidi, vici som betyder (Jeg kom, jeg så, jeg sejrede).

Cæsar havde 2 børn Julia med Cornelia, og Cæsarion med droning kleopatra fra Egypten.

Da Cæsar kun var 19 år giftede han sig med Cornelia som var datter af Lucius Cornelia Cinna.

Cæsar var en god hærfører og blev i en meget ung alder æret for tapperhed.

 Julius Cæsar var en god hærfører men det var has sejr over stammefolket i Gallien, der banede 

Vej for cæsar til den magt han ville ha.

58 f.kr to han til Gallien, hvor han havde en kamp i ni år. Selv om mange mænd døde, fik han skaffet sig store rigdomme, og en stor og magtfuld hær, samt en masse respekt.

Cæsar udvidede romerriget mod nord og erobret England to gange.

Imens Cæsars magt voksede begynde adelen at frygte at han ville nævne sig selv som diktator. De prøvede at få ham til at afgive sin kommando over sine hær, men han ville ikke, og derefter besatte han Rom. cæsar var ved magten fra 49 til f.kr. i den tid han var ved magten lavede han mange vigtige ting, som F. eks at lave kalenderen om, og afskrev gælden som krigene havde medført.

44 f.kr blev Cæsar snigmyrdet af adelsmænd, der frygtede hans magt.

Det værste øjeblik Cæsar oplevede, var da han blev dolket af sin ven Brutus.

Cæsar døde ved side af en statue af sin gamle fjende Pompejus.

 

Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det lige modsatte skete.  Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adopteret søn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage styret. Efter få kampe imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andre. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Africa.

 

I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var vane for der. Så da Antonius blev forelskede i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn.

  

Octavian var ikke langsom til at bruge denne situation til, under stærk propaganda om Antonius’ forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Krigen varede ikke længe, og da Antonius og Kleopatra slog sig selv ihjel, gjorde Octavian Egypten til sit rige.

 

Da også Lepidus var ryddet af vejen, var Octavian nu Roms absolutte hersker. Octavian lod senatet og folkeforsamlingen bestå, men var selv konsul fra 33–23 f.v.t. Derefter blev han folketribun på livstid. Der var nu tale om et direkte militærdiktatur, men senatet gav ham alligevel titler som Augustus og Principes Senatus. Magtgrundlaget lå i hans personlige hær der omfattede over 300.000 mand fordelt på 60 legioner, og efter krigen valgte han ikke at trække alle legioner tilbage, men lod 28 indkvartere i lejre ved rigets grænser. Soldaterne var værnepligtige i perioder på 16 år. De 300 denarer de fik årligt og deres pension på 3000, fik de udbetalt fra en kasse, hvis indtægter stammede fra en 5% arveafgift. Desuden forærede Octavian kassen en startkapital på 170 mio. sestertser.

 

Den stående hær blev ikke kun benyttet til en omfattende erobringspolitik der skulle skaffe Octavian endnu mere magt og berømmelse, men også til at skabe ro og fred i de galliske, spanske og germanske provinser. Men den nordlige grænse blev også rykket. Bl.a. erobredes Alpelandet, og Illyriens grænse blev rykket frem til Donau ved at besejre flere dacer-hære. Det havde været Octavians’ plan at erobre Germanien frem til Elben, men denne plan blev stoppet da man led et knusende nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e.v.t., hvor to hele legioner blev udslettet ved et bagholdsangreb.

 

Da Augustus både havde midler og klienter nok til at fastholde magten uden yderligere indtagelser, og samtidig blev nødt til at opgive flere nyerobrede områder, erklærede han, at Romerrigets naturlige grænse var nået.

Legionerne ved rigets grænser blev da indkvarterede i regulære forsvarsværker, og legionernes hovedopgave var ikke længere nye vindinger, men skulle nu udelukket bruges til at opretholde ro og orden, og forsvare den romerske grænse.

 

 Tarquinius

 

Tarquinius konge af rom, i det sjette århundrede.

Tatquinius blev født det sjette århundrede. F.kr

Hans største øjeblik                 

Da han indviede templet for Jupiter, Juno og minervami rom.

Det værste øjeblik i hans liv   

Da han blev forvist fra Rom.

 

Tatquinius var kendt som en magtfuld mand, med en hjerteløs mand som tvang folk til at udføre arbejde hård arbejd, uden nogen løn. 

Det siges at der havde været et overfald og at det var Tarquinius søn: sextus. Det gjorde at befolkningen rejste sig op i mod Tarquinius hårde styre.

Imens at befolkningen var i oprør var Tarquinius i krig imod en anden bystat. Da han hørte om det flygtede han hurtigt tilbage til rom, men byportene var blevet lukket af borgerne. Borgerne sagde at de aldrig ville have at rom skulde styr af en konge og at adelsmændene styrede byen som en republik.

Tarquinius var en stædig mand da han blev forvist fik han overtalt nogle andre hersker i nogle andre bystater til at angribe byen.

Men deres mænd blev slagtet. Men det ville ikke slå tatquiniius

ud, han tog bare til en anden bystat og bad om hjælp.

I 508 f.kr blev rom belejret af kongen af Clusium, Lars Porsena, han indtog rom, men var kun konge i fire år…

Tarquinius døde i eksil i Syditalien.

 

Skrevet af Niklas Glisby

 

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger