Rapporten

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger                       

Romerriget

 

Projektopgave om Romerriget lavet af Niklas, Lui, Jacob og Jonas. November 2004. 9.klasse Billums Privat Skole

Problemformulering til Romerriget:

     1        Hvad skabte romerriget og hvad fik det til at kollapse? 

                Hvad gjorde at romerne fik så meget magt?

 2        Hvad bestod den romerske kultur af?

                Og hvad var deres historie?

 3        Hvordan var Roms historie fra cirka 1000 f.kr til 500 e.kr?

 4        Hvilke regeringsformer havde Romerriget gennem årene?

                      Hvilke kejsere havde romerriget? [Fra lærerne: Vi vil ikke se en liste over navne!! 

     5        Hvordan var det romerske militær opbygget?

                Og ændrede det sig gennem tiden?

 6        Mon vi kunne lære noget af Romerriget?

 Begrundelse:

 Vi har valgt at stille disse spørgsmål, fordi vi undrer os over den romerske kultur og hvad der gjorde det romerske rige så stort.

 

Indledning:


I Kejser Hadrians regeringstid gik Romerriget hele vejen rundt om middelhavet og dækkede store om råder af Europa, Mellemøsten og Afrika. I landene inden for rigets grænser oplevede man stabile og fredelige forhold, mulighed for at handle med mange forskellige slags varer, og først og fremmest var man i sikkerhed for angreb udefra på grund af Romerrigets store og permanente hær. I det nordligste Europa og retning mod Persien og Iran stod Romerrigets fjendtlige stammer. I Afrika gennembrød lokale nomadestammer af og til grænserne. Hærens tropper var udstationeret i forter langs Romerrigets ydre grænser, så de var parate til at forsvare riget mod fjendtlige angreb. Grænserne var meget forskellige i de forskellige egne: I Storbritannien blev der rejst en mur (Hadrians Mur), som blev forsvaret af forter; i det kontinentale Europa benyttede man floder eller palisader af træ til at markere grænserne, og i Mellemøsten var grænserne ørkenveje, der blev overvåget fra en række tårne, og små forter.

Ved midten af det 1. århundrede f.kr. strakte det romerske rige sig hele vejen rundt om Middelhavet. Romerriget øverste myndighed havde udsendt Julius Cæsar, som hærfører til at ekspandere riget mod nord, hvor han med sin hær kæmpede i 8 år og lagde et stort område ind under Rom. Disse lange kampe, langt væk fra Rom, og de økonomiske gevinster havde ført til, at der hos soldaterne opstod en betydelig loyalitet over for Cæsar. Centralmagten vat blevet for fjern til at kunne holde på hærens loyalitet. Cæsar udnyttede loyaliteten til at vinde en politisk sejr i Rom, da han i år 49 f.kr lavede et statskup, og udnævnte sig selv til militærdiktator. Kejsermyndigheden gik ved Cæsars død i år 44 f.kr videre til Cæsars egen grandnevø Octavin.

Romerriget i år 237 f.kr fra og med disse erobringer blev nye romerske områder organiseret som provinser, hvortil Rom udsendte en statholder. De var stor økonomisk gevinst i provinserne, først ved generalerne og hærene som plyndrede provinserne, hvorefter statholderen sørgede for, at skatter og afgifter blev opkrævet og sendt til Rom. Ud over disse direkte økonomiske gevinster, sørgede romerne tilmed for at sende en masse slaver fra provinserne til rigeste centrum. Efter de tre puniske krige, der afsluttedes i år 146 f.kr havde Rom – efter at have nedbrændt Karthago – overtaget Middelhavets store handelsmuligheder, samtidigt med at rigets imperialisme var blomstret op.

Romerrigets start og kollaps

 

 

Den Italienske halvø var i stenalderen ikke befolket af indoeuropæere. Men omkring år 1000 f.v.t. vandrede flere af disse ind i Italien og blandedes med de oprindelige urfolk. Hermed dannedes mange nye stammer, bl.a. latinerne som bosatte sig i Latium. Dette folk grundlagde flere landsbyer, bl.a. på et sted ved floden Tiberen kaldet "De Syv Høje". Højene gav gode forsvarsmuligheder, og floden gode muligheder for handel. Desuden lå byerne ved Via Salaris (Saltvejen) som sabinerne og andre bjergstammer brugte, når de skulle til kysten for at hente salt, og når de flyttede deres kreaturer ned til kysten hvert efterår for at få de bedste græsgange. Med tiden voksede flere af byerne på de syv høje sammen til den by vi kalder Rom.

 

 

Nord for Latium boede etruskerne, et højt civiliseret folkeslag.

Etruskernes landområde Etruria, mellem Appenninerne, Tiberen og det Tyrrhenske Hav, bestod af 12 bystater, ledet af hver sin konge, samlet i et både politisk og militært forbund.

 

Ca. år 600 f.v.t. erobrede etruskerne det nordlige Latium inkl. Rom, og gav Rom en etruskisk konge. Omkring 575 f.v.t. var Rom blevet omdannet til en velorganiseret by med et statstorv (Forum Romanum) som det centrale midtpunkt. Roms magtområde blev mangedoblet pga. den stigende handel og det forbedrede landbrug, som tiltrak både latinere og sabinere.

Roms oprindelige indbyggere udviklede sig til en overklasse/ adel kaldet patricierne, og den nye befolkning til middel/ underklassen, plebejerne, og selvom kongen i teorien var enevældig, fulgte han i høj grad senatet bestående af de mest velhavende patricierfamilier.

Men patricierne var ikke kun de ledende, når det gjaldt politik, men også militært. Bjergstammernes halvårlige kreatur omflytninger skabte nemlig både konflikter og krige om græsgangene og om den frugtbare jord, og da man på dette tidspunkt udkæmpede slag mellem de forskellige stammer på hesteryg, blev Roms forsvar overladt til et adeligt "ridderkorps", som på dette tidspunkt var de eneste der havde råd til at holde rideheste.

 

Efterhånden begyndte tingene dog at gå dårligt for etruskerne. Samtidigt med flere hårde krige mod grækerne, begyndte keltiske stammer at trængte ned fra nord. Dette svækkede etruskerne. Som resultat af dette gjorde den Romerske befolkning oprør mod den etruskiske konge i år 510 f.v.t. De ville være frie og ikke styres af fremmede magter.

Historien lyder sådan:

Sextus, søn af kong Tarquinius af Rom, voldtogt adelsmanden Tarquinius Collatinus’s kone. Kongen af Rom var allerede upopulær blandt folket, og dette fik bægret til at flyde over hos de adelige romere. Ledet af L. Iunius Brutus rejste de et oprør mod kongen.

Sextus prøvede at flygte, men blev dræbt. Det lykkedes dog kongen, med sine to brødre at flygte til byen Caere. Hjulpet af byen Veii, kæmpede kong Tarquinius en hård kamp mod de rebelske oprørere, for at få Rom tilbage, men han mislykkedes.

Oprøret mod Tarquinius fik ikke total frihed for Rom, men det blev begyndelsen på den romerske republik. Det var først efter oprøret, at senatet gav magt til to konsuler, selv om de først blev kaldt Praetors. (en titel der senere skulle betyde noget andet i den romerske republik). De to konsuler sad i et år af gangen, og deres styreform mindede meget om de romerske konger.

Men selvom kong Tarquinius var besejret, var han ikke død. Så han indgik en pagt med anden Etruskisk konge. Kongen hed Lars Porsenna, og han var konge af Clusium. Lars Porsenna skulle hjælpe kong Tarquinius med at få Rom tilbage. Porsenna belejrede Rom. Legenderne fortæller om en romersk helt ved navn Horatius, der holdt de etruskiske styrker hen foran Tiber broen, så romerne kunne nå at ødelægge broen, så etruskerne ikke kunne krydse Tiberfloden og indtage Rom.

En anden legende fortæller at Porsenna brød belejringen, fordi en romersk helt ved navn Murcius Scaevola holdt sin hånd ind i en bar flamme, indtil hånden brændte væk. Ved at gøre sådan, beviste Murcius at Romerne ville gøre alt for at besejre ham.

Men det modsatte ser ud til at være tilfældet. Porsenna tog Rom tilbage. Han satte ikke Tarquinius tilbage på tronen, hvilket tyder på at han planlagde at styre byen selv. Men selvom Rom var besat, var de stadig rebelske. I et forsøg på at kvæle fremtidige oprør, forbød Porsenna alle Roms indbyggere at besidde jernvåben. Men tyranniet varede ikke ved. Med romersk støtte gjorde andre Latinske byer også oprør mod den Etruskiske dominans.

Til sidst i år 506 f.kr. skete der fremskridt. De allierede latinske styrker, ledet af Aristodemus, mødte ved Aricia en hær som Porsenna have sendt mod dem under kommandoen af hans søn Arruns.

Latinerne vandt kampen. Dette var et hårdt slag mod Etruskerne, for nu havde Rom endelig vundet sin frihed.

 

Roms eksistenskamp (509 – 387 f.v.t.)

 

Det etruskiske styre gav ikke kun romerne en fast statsdannelse, men lærte også romerne en helt ny form for krigsførelse. Rytterhæren blev erstattet af en fodfolkshær efter det græske hoplit-system.

Den romerske konge Servius Tullius indførte en inddeling af folket i fem klasser, idet man indkaldte soldaterne efter formue, således at det kun var dem der havde ejendom at miste, som man forventede skulle forsvare byen. Det var desuden kun disse, der havde råd til at købe den nødvendige udrustning. Hærens grundkerne, de første par klasser, var nemlig tungt udrustede på samme måde som de græske hoplitter. Disse var beskyttede med store runde metalskjolde, clypeus, kyras, benskinner og hjelme af bronze. Disse lignede de græske, med kinderne dækket af klapper og nakken af en skærm, men ansigtet var ubeskyttet. Ned igennem klasserne, var man gradvist lettere udrustede. Fælles for alle var dog, at man var bevæbnede med lanser. Desuden bar man et langt, tungt "gallisk" sværd. Disse havde ingen spids og var kun skarpe på den ene side og benyttedes derfor til slag/hug.

 

 

 

Hoplitterne blev inddelt i enheder på 100 mand, kaldet centurier.

Centurierne var opstillede som en falanks, dvs. i meget tæt og dyb slagorden. Lanserne der varierede fra de op til 5-6 meter lange sarissaer til 2-3 m lange etruskiske hastaer, dannede en så tætpakket mur, at den kunne stoppe selv de bedste rytterhære. Derfor begyndte stammer i hele Italien at bruge falanksen. De romerske riddere udviklede sig derfor til et egentligt kavaleri, som beskyttede falanksens fløje, men også til de ledende officerer.

 

Rom blev stadig angrebet af andre mellemitalienske folkeslag, og den nye hær afværget adskillige invasioner. I 387 f.kr måtte falanksen dog give op, en gallisk stamme var rykket ned gennem Mellemitalien og truede Rom. Romerne sendte straks en hær ud, men den blev mejet ned af de krigeriske gallere. Derefter angreb de Rom, hvis borgere flygtede i panik. Byen blev delvist brændt og plyndret, og man var nødt til at betale gallerne, for at forlade byen.

4. Italien erobres (386 – 265 f.v.t)

Legionen

Falanksen var særdeles effektiv i defensiven, men langsom og immobil. Derfor blev den også løbet over ende af de vilde gallere.

Efter den galliske invasion, begyndte adskillige reformer. Dette skyldtes desuden at de andre italienske stammer også var begyndt at benytte den defensive falanks. Som modtræk dertil, bevægede den romerske hær sig i en mere offensiv retning. Den romerske hoplit-hær udviklede sig da til en ny form for hær, der både var lettere og mere mobil, nemlig legionen.

Da den økonomiske vækst i Rom fortsatte, fik de romerske soldater råd til stadig bedre udrustning. De fleste havde derfor mulighed for at skaffe den tungere udrustning, der hidtil havde været forbeholdt de første klasser.

Soldaterne i legionen blev derfor ikke længere inddelt efter formue, men blev i stedet inddelt i tre rækker af soldater efter alder og erfaring. Hver række var inddelt i ti grupper, manipler, som bestod af to centurier. Forreste række bestod af manipel hastati, som var de unge mænd. Anden række bestod af principes, hvis legionærer var mænd med erfaring og modenhed. Tredje række bestod af ti grupper kaldet ordo, som hver var en manipel triarii, veteranerne, en rorarii, de yngste og uerfarne og en accensi som bestod af de dårligste krigere.

Foran hastati stod de fattigste soldater. Disse lette infanterister kaldtes leves, og var ikke inddelt

i manipler, men fungerede som forposter i spredt kamporden.

 

 

Legionærernes våben var stadig lansen, dog fortrinsvis den kortere hasta. Derudover var det tunge clypeus blev erstattet af det lettere samnittiske scutum. Dette var ovalt og buede efter kroppen. Det var sammensat af flere lag lamineret træ, overtrukket med læder. Lagene var syet sammen af metalsnore, og kanten og buklen var også af metal. Det firkantede scutum man i høj grad brugte i kejsertiden, blev også i enkelte tilfælde benyttet.

Den nye inddeling gjorde hæren nemmere at kommandere, og de kortere spyd og lettere skjolde og formation gjorde den meget mere mobil. Hullerne i formationen virker umiddelbart som en svækkelse af slagordenens styrke, og dette var også tilfældet, når man kæmpede mod de udisciplinerede gallere som ikke opstillede i formationer. Disse kunne nemlig angribe legionen "igennem" hullerne, men da de fleste af romernes modstandere på dette tidspunkt stillede op i falankser, ville disse ikke kunne udnytte disse åbninger, til dels pga. deres manglende mobilitet, men også fordi dette ville ødelægge deres egen formation.

Formålet med hullerne var også, at når hastati var ved at blive trætte, kunne de falde tilbage og lade de friske principes overtage kampen. Dernæst kunne tredje række træde frem, således at man altid havde friske soldater til rådighed.

 

Omdannelsen af falanksen kan man dog ikke udelukket kalde en romersk udvikling, Rom var nemlig i det 6. århundrede f.v.t. blevet leder af et forbund bestående af latinske byer. Byerne skulle hjælpe hinanden i krigstid, og der blev nedskrevet love for domsafgørelser imellem borgere fra to forskellige byer. Så legionen kan vel rimelig nok kaldes en latinsk opfindelse. 

Erobringerne

I år 340 f.v.t. krævede de øvrige latinske byer at lovene skulle revideres, således at de fik mere indflydelse. Dette så romerne som et oprør, og slog latinerne i den såkaldte Latinerkrig. Disse blev herefter gjort til Roms "forbundsfæller", dvs. at de fik lov til at beholde deres eget styre, mod at de skulle have fælles fjender med Rom. I tilfælde af krig skulle de også stille med soldater, de såkaldte auxilia, eller på dansk hjælpetropper. Med de nye legioner og med forbundsfællernes forstærkning lykkedes det at erobre Sydlatium og Sydetrurien.

Da flere campanske byer som havde hjulpet Rom under Latinerkrigen, blev truet af samnittiske aggressioner, erklærede romerne disse krige i år 326 f.v.t. Dette resulterede i en række krige hvor etruskerne, gallere og flere mellemitalienske folk benyttede chancen til at angribe Rom. De romerske forbundsfæller viste igen deres værd, og omkring år 280 f.v.t. var hele Midtitalien under Romersk herredømme. Flere græske kolonier i Syditalien følte sig da truede, og sendte derfor bud efter kong Pyrrhos af Epiros. I 280 f.v.t. landede Pyrrhos med sin hær og vandt med hjælp fra sine 25.000 soldater og 20 krigselefanter, flere sejre over romerne. Men hæren var selv blevet så udmattet at den til sidst blev slået. De græske kolonier måtte derfor overgive sig, og deres landområder blev også til romerske forbundsfæller.

Rom bliver stormagt (264 – 133 f.v.t.)

 

Første Puniske krig (264 – 241 f.v.t.)

Samtidigt med romernes erobring af Italien, udvidede den tidligere føniske koloni Karthago sit magtområde på Sicilien. I gammel tid havde de to byer stået på god fod, men da Karthago nu havde magten over to tredjedele af øen, følte romerne deres nyerobrede Syditalien truet.

Efterhånden havde Rom vænnet sig til ustandseligt at være i krig, uden hensyn til egne og forbundsfællernes tab. Desuden følte romerne efterhånden at det var naturligt at andre stater bad om romersk beskyttelse. Da byen Messina derfor i år 264 bad romerne om hjælp mod en karthagisk belejring, erklærede Rom krig. Krigen blev langvarig, bl.a. fordi romerne indtil nu ikke havde haft en ordentlig flåde, men en sådan blev dog hurtigt stablet op, med hjælp fra de græske kolonier på Sicilien.

Indtil da havde klassisk søkrig bestået af at krigsskibene prøvede at sænke modstanderen ved at sejle ind i hinanden, men romerne udstyrede deres skibe med store entringsplanker, således at de romerske soldater kunne borde fjendens skibe.

 

Rom og Karthagos magtområder før år 264 f.v.t.

I 241 f.v.t. vandt romerne det afgørende søslag der fik Karthago til at bede om fred. De skulle dog afstå Sicilien og betale store krigsskadeerstatninger. En af grundene til Karthagos nederlag kan være, at karthagenernes udgifter til lejetropper havde tømt statskassen. Dette resulterede i oprør bl.a. på Korsika og Sardinien, da tropperne ikke længere fik udbetalt deres løn. Rom erobrede derefter disse øer, og samtidigt erobredes Illyrien, hvorfra sørøvere i flere år havde plaget den italienske østkyst. Et andet problem var Po-sletten, hvor galliske stammer havde bosat sig. Da disse nu truede italienerne fra nord, erobrede Rom området efter flere hårde kampe.

Anden puniske krig (218 – 201 f.v.t.)

Som erstatning for de tabte landområder, udvidede Karthago sit område i Spanien under generalen Hannibal. Rom krævede at Hannibal ikke måtte krydse floden Ebro, da byen Massillia som havde været Roms allierede under krigene mod gallerne, følte sig truet. Hannibal indvilligede, men da man senere krævede at han skulle holde sig fra den spanske by Sagunt som lå syd for Ebro, og som Hannibal hidtil havde ladet være i fred, følte han sig provokeret. Hannibal erobrede straks byen, og Rom erklærede Karthago krig. Hannibal reagerede dog helt uventet på dette, og i stedet for at angribe over havet, marcherede hans hær gennem Gallien og over Alperne (se fig. 5 næste side). Flere galliske stammer sluttede sig til ham, og Hannibals hær vandt mange sejre ned gennem Italien.

Romerne formåede alligevel at samle nye legioner sammen, og resultatet var at Hannibal stod tilbage med kun det sydligste Italien erobret. Da rejste den romerske general Scipio først til Spanien, som han erobrede, og senere til Nordafrika. Hannibal skyndte sig hjem til Karthago, men kun for at blive slået i et stort slag ved Zama. Karthago havde tabt krigen, romerne overtog Spanien og Balearerne, og var nu Middelhavets ubestridte stormagt.

Hannibals felttog fra 218 – 203 f.v.t.

De nyerobrede landområder havde under det karthagenske besættelse ikke haft lokalt styre, og derfor kunne romerne ikke gøre disse til forbundsfæller ligesom staterne i Italien. Da overtog romerne simpelthen karthagenernes plads, og gjorde, under romerske embedsmænd og soldater, disse områder til lydstater, eller provinser. I modsætning til forbundsfællerne skulle provinserne ikke stille med soldater, men skulle til gengæld betale skat.

Scipios hær

Succesen i slutningen af den 2. puniske krig skyldtes dog ikke kun Scipios lederevner, men i høj grad også store fremskridt inden for våbenteknologien og hærens struktur. Da den økonomiske vækst var stadig stigende, blev forskellen mellem de tunge infanterister mindre endnu.

Rorarii, accensi og levisne blev afskaffede. Til gengæld blev de fattigste legionærer til en ny type lette infanterister kaldet velites. Velitesne var i modsætning til levisne, en del af maniplerne, således at en manipel bestod af både legionærere og velites.

 

 

En manipel hastati/ principes

Centurierne i hastati/ principes bestod nu af ca. 60 legionærer og 20 velites, og hver triarii af ca. 30 legionærer og 15-20 velites. Hver centurie var igen delt op i grupper på otte mand, en contuberbium, der deltes om et telt og et pak-muldyr, når hæren var på march.

Hver centurie var ledet af en centurion. Den første i hver manipel var valgt af hærføreren, og den anden var valgt af den første. Hver centurion valgte derefter en næstkommanderende, en ordonnans, en hornblæser og en standardbærer.

 

Før i tiden, havde ordet legion blot betydet en hær, men da hæren efterhånden var blevet temmelig stor, opdelte man hver hær i flere afdelinger. Hver af disse afdelinger kaldtes nu en legion og bestod af ti af hver manipel, altså tredive i alt. Dertil kom ti regimenter kavaleri, som hver bestod af 30 mand, kaldet turmæ. Hver turma var delt op i tre eskadroner a 10 ryttere.

 

Officererne

Hærens leder var feltherren, imperator. Under sig havde feltherren adskillige officerer, legati, som vejledede feltherren og ledede hæren i dennes fravær. Hver legion var ledet af seks militærtribunerne, som havde kommandoen på skift.

 

Officererne, der stadig var adelige, drev for det meste en militær karriere for at få den berømmelse, som kunne blive starten for en karriere inden for politik. Disse blev valgt af senatet, og de fleste var uden militær erfaring. Til gengæld var centurionerne og andre befalingsmænd valgt blandt de legionærer, som havde erfaring og havde udmærket sig i kamp.

Udrustning

Selvom mange stadig på overkroppen bar kyras, valgte flere nu den østlige skælpanser, eller den galliske opfindelse, ringbrynje. Disse lorica squamata og lorica hamata gav den tids mest effektive beskyttelse, men var til gengæld dyre at fremstille.

Soldaterne bar stadig hjelme og benskinner, men disse blev efterhånden lavet af jern.

Man benyttede stadig scutum-skjoldet, men velitesne var kun beskyttede med et mindre rundt skjold, kaldet et parma, som også rytterne benyttede.

Den store forskel i legionærens udrustning fra gamle dage var deres våben. I nærkamp brugte hastati og principes nu ikke hastaen, men et kort tveæggede sværd gladius, som var inspireret af de spanske sværd og derfor fik tilnavnet hispaniensis.

De nye sværd var i modsætning til det som romerne havde brugt tidligere, og til det gallerne brugte, ikke beregnede til hug, men til stød. Det betød at man stadig kunne stille op organiserede formationer, da stød med sværdene krævede langt mindre plads end hug gjorde. De korte sværd gav desuden en meget større bevægelsesfrihed end de lange hastaer, og soldaterne var derfor mere bevægelige, og kunne derfor kæmpe mere individuelt.

 

Da man ikke længere skulle slæbe rundt på de lange hastaer, bar legionærerne nu to kastespyd, pilum, et let og et tungt. Dette havde romerne ligesom bl.a. scutum-skjoldet sandsynligvis lånt fra andre italienske stammer.

Spydenes træskaft var blot ca. 120 cm højt, men til gengældt havde det et ca. 60 cm langt og smalt "hoved" af jern. Spidsen var kun et par cm, men dette design gjorde, at den nemt kunne trænge igennem et skjold, og modhager gjorde den svær at trække igen. Hvis spydet således ramte et skjold, var fjenden nu nødt til at kaste det fra sig, og hvis man ikke ramte, ville det smalle hoved på spydet blive bøjet når det ramte jorden. Modstanderen ville derfor ikke være i stand til at kaste det tilbage.

 

En hasta, to tunge pilum, en let pila og et gladius 

Strategien

Når trompeterne gav signal til angreb løb hastatis velites frem og kastede deres spyd. Samtidigt ville rytteriet angribe fjendens fløje. Hastati rykkede langsom frem, mens velitesne løb tilbage til deres respektive centurier. Når Hastati var nået inden for 20-25 m, kastede de først deres lette og dernæst tunge pila. Da stormede de frem under den forvirring spydregnen havde skabt.

Når de første træthedstegn begyndte at vise sig, trak hastati sig tilbage, igennem de tidligere nævnte huller, og de friske principes ville rykkede frem, kaste deres pila, gå i nærkamp, osv.

Den manglende vægt i forhold til falanksen blev altså kompenseret af regnen af spyd, men letheden gav også maniplerner og de enkelte legionærer en bevægelsesfrihed, der betød at de kunne handle uafhængigt af hinanden, og angribe i "bølger", så det altid var friske soldater der var i kamp.

Selvom Scipio havde indført hårdere disciplin og træning, fik romerne også øjnene op for at det ikke var nok at forvente at legionærerne ville vinde kun ved hjælp af disse færdigheder, strategi og taktik var også nødvendigt for at få resultater. Dygtige hærførere kunne f.eks. føre triarii rundt om fløjen for at angribe fjenden i flanken. Imod uorganiserede fjender kunne Principes rykke frem i mellemrummene imellem hastati, for at danne en tættere formation. Maniplerne kunne også opstilles i kileformationen "grisehoved" for at sprænge fjendens linier, eller udforme en karré, hvis de blev omringede.

Under belejring af fjendtlige fæstninger kunne man, foruden at bruge forskellige belejringsmaskiner, danne den såkaldte skildpadde, hvor legionærerne var beskyttede både bag og under et skjold af soldaternes firkantede scutum-skjolde.

Fremstød mod øst

Bare året efter den 2. puniske krig kom Rom i krig igen. De græske småstater Rhodos, Athen og Pergamon følte sig truede efter at den makedonske kong Philip V havde foretaget flere fremstød i Lilleasien. Romerne havde et horn i siden på Philip da han havde støttet Hannibal under den anden puniske krig. Efter få år var makedonerne besejrede, og romerne regnede da med at grækerne af taknemmelighed herefter ville følge deres politik. Da det ikke var tilfældet kom det til krig mod flere utilfredse stater, som dog snart blev nedkæmpet. I frygt for at Makedoniens nye leder Perseus skulle udnytte disse anti-romerske tanker, angreb man Makedonien. I 168 f.v.t. vandt romerne den afgørende sejr over den makedonske falanks, og gjorde landet til romersk provins.

I 146 jævnede man Korinth med jorden da et forbund med denne by i spidsen, havde forsøgt at hævde deres selvstændighed. Hele Grækenland var nu reelt under romersk befaling.

Samme år blev også Karthago jævnet, da byen havde forbrudt sig mod romersk befaling og bekriget numidierne uden romernes tilladelse. Også her blev der dannet en romersk provins, nemlig provinsen Africa.

I 133 f.v.t. blev roms tidligere forbundsfælle Pergamon, "testamenteret" til Rom, da dennes sidste konge døde. Pergamons tidligere landområder blev nu til den romerske provins Asien.

Den sene republik (132 – 44 f.v.t.)

Marius’ militærreform

Som tidligere nævnt var det romersk skik at lægge landets beskyttelse i hænderne på den ejendomsbesiddende klasse, der havde materiel interesse i dets bevarelse. Og selvom soldaterne fik udbetalt en mindre løn, var denne ikke nok til at dække soldatens udgifter til mad og udrustning. Soldatens vigtigste indtægtskilde var derfor hans butik eller gård, og mange var derfor utilfredse med lange perioder i hæren.

Det blev da efterhånden næsten umuligt at rekruttere soldater til de lange udenlandske felttog. Denne utilfredshed kulminerede under en langvarig krig i Nordafrika mod Numiderkongen Jugurtha år 111 – 105 f.v.t.

Marius som var nyvalgt konsul løste dette ved at ophæve formuegrænsen, indføre dækning af soldaternes udgifter og udlove pension i form af jordlodder. Det siges at de fattige strømmede til i håb jord og rigdom. Denne nye type hær kæmpede midlertidigt ikke for staten, men for den hærfører som jo skulle sørge for soldatens pension. Marius’ hær vandt hurtigt krigen i Afrika, og derefter over de germanske kimbrere og teutoner, som truede Italien fra nord.

 

 

I år 91 f.v.t. var flere af de italienske forbundsfæller blevet trætte af at skulle stille soldater uden at få politisk indflydelse og krævede romersk borgerret, og selvom de ledende kredse var villige til dette, blev forslaget alligevel nedstemt, og flere forbundsfæller greb til våben. Forbundsfællekrigen blev dog kortvarig, for Mithridates VI af Pontos havde netop erobrede Asien og dele af Grækenland, og romerne lovede derfor borgerret til alle der nedlagde våbnene inden for 60 dage.

Kohorten

Da hærføreren nu betalte soldatens udrustning, blev alle udrustede med masseproducerede våben og brynjer. Hermed forsvandt forskellen mellem legionærer og velites, samt forskellen mellem principes/ hastati og triarii, som alle blev udstyrede med pilum, sværd, ringbrynjer, skjolde og hjelme (benskinnerne blev opgivet til fordel for mobilitet). Da de italienske forbundsfæller havde fået romersk borgerret, forsvandt også forskellen mellem de romerske legionærer og de italienske allierede.

En legionær efter Marius’ militærreformer

Desuden blev maniplerne sluttede sammen til enheder kaldet kohorter, som var nemmere at kommandere. Hver kohorte bestod af tre manipler, og en legion bestod derfor af ti kohorter.

 

En legion efter Marius’ militærreformer

Ledelsen af legionerne var midlertidigt overtaget af en legatus, da militærtribunerne nu udelukkende var unge uerfarne aristokrater.

Auxiliaen

Som sagt var de italienske auxiliaer efterhånden blev til legionærer. Men efter den anden puniske krig, begyndte man så småt at indkalde soldater fra provinserne og allierede. Disse beholdt for det meste deres lokale udrustning og kampmetoder, men nogle blev også trænede som romerne. De fleste auxilia-tropper var lette infanterister, som fx slyngekastere fra Balearerne og bueskytter fra de østlige provinser, men også både lette og tunge kavalerister. I modsætning til de gamle italienske auxilia-enheder, blev disse ikke længere ledet af egne officerer, men af romerske.

Magtkampe om Romerriget

I Rom fortsatte stridighederne dog om hvem der skulle føre krig mod Mithridates.

Det var nemlig blevet en tradition for medlemmerne af det romerske aristokrati, at sejrrige krige var en nødvendighed for slægtens anseelse. Desuden var erobring af nye landområder nødvendige for at en feltherre kunne skaffe den tilstrækkelige løn til at opretholde sin magt vha. en privat hær.

Senatet udpegede konsulen Sulla til hærfører, men Marius ønskede at vinde endnu en triumf, og fik da sammen med popularerne gennemført en lov som gav ham kommandoen. Da rejste Sulla med sin private hær til Rom, hvor han fik ophævet den nye lov. Men samtidig med at Sulla derefter tog til Grækenland og vandt krigen ubesværet, havde hans modstandere under hans fravær igen taget magten i Rom. Sulla rejse da tilbage til Italien, hvor han med sine 120.000 veteraner vandt Den Første Borgerkrig, og udnævnte sig selv til "diktator på ubegrænset tid". Han gennemførte derefter en række reformer for at give magten tilbage til senatet, hvorefter han gik på pension.

 

I krigen havde Sulla fået hjælp af Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompeius og deres private hære. De fik nu deres store chance, for i Spanien havde Sullas modstander Sertorius startet et oprør, samtidig med at der i det sydlige Italien var startet et slaveoprør, og Middelhavet plagedes af sørøvere.

Pompeius fik til opgave at stoppe oprøret i Spanien, og Crassus mod slaverne. Begge løste deres opgave med succes, og begge blev med magt valgt til konsuler. På trods af senatets utilfredshed gik Pompeius i krig mod sørøverne som han nedkæmpede. Han blev derefter øverstkommanderende i de østlige krige, hvor han erobrede resterne af Seleukideriget som blev til provinsen Syrien.

Da frygtede Crassus at Pompeius ville udnævne sig selv til enehersker, og prøvede derfor i samarbejde med den unge politiker Gaius Julius Cæsar at få valgt en tredje mand Catilina til konsul.

En anden senatorgruppe kom dem dog i forkøbet og fik i 73 f.v.t. valgt Cicero. I slutningen af året kom Pompeius hjem til Italien, men mod alles forventninger prøvede han ikke at gennemføre et kup, men nedlagde sin hær, og prøvede på lovlig vis at få godkendt sine ordninger i øst og få udleveret jord til sine veteraner. Men da faren var drevet over for senatet, afviste de Pompeius, som derefter sluttede sig sammen med Crassus og Cæsar. Mod dette magtfulde triumvirat kunne senatet ikke stille meget op, og de fik valgt Cæsar til konsul. Cæsar godkendte på trods af sin konsulkollegas veto Pompeius’ ordninger. Efter konsulatet fik Cæsar tilbudet om at blive statholder over Gallia cisalpina og Gallia transalpina (gallien på denne og på den anden side af alperne, set fra Rom) i en femårig periode.

Senatet håbede at disse urolige provinser ville holde Cæsar beskæftiget udenfor politik, men han viste sig at være en fremragende hærfører, og i år 57 f.v.t havde han erobret næsten hele Gallien!

Nu var det Pompeius og Crassus som var ængstelige, men man indgik en ny aftale, hvor Cæsar fik sin kommando over Gallien fornyet i yderligere fem år, og Pompeius og Crassus fik tildelt provinserne Spanien og Syrien.

Mens Cæsar førte krig i Gallien, og Crassus og det meste af hans hær blev dræbt i krig mod Syriens "nabo" Partherriget, blev Pompeius siddende i Rom og overlod sin provins til stedfortrædere. Der lykkedes det for Cæsars modstandere at få ham over på deres side og i 49 f.v.t. blev det til en kort borgerkrig mellem de to, som Cæsar dog overlegent vandt. Cæsar erklærede sig derefter til "diktator på livstid", og over for senatet lagde han ikke skjul på at han bestemte. I 44 f.v.t. forberedte Cæsar en ny ekspedition mod partherne, men kort før afrejsen blev han myrdet af en gruppe utilfredse senatorer.

Begyndelsen på et kejserrige (44 f.v.t. – 14 e.v.t)

Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det stik modsatte skete. Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adoptivsøn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage magten. Efter få stridigheder imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andet triumvirat sammen med den mindre betydningsfulde Lepidus. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Africa.

 

Roms magt område efter Cæsars død år 44 f.v.t. Opdelt mellem de tre triumvirere.

 

I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var tradition for der. Så da Antonius forelskede sig i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn, var Octavian ikke sen til at udnytte denne situation til, under stærk propaganda om Antonius’ forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Krigen blev kort, og da Antonius og Kleopatra begik selvmord, gjorde Octavian Egypten til sin personlige ejendom

Da også Lepidus var ryddet af vejen, var Octavian nu Roms absolutte hersker. Octavian lod senatet og folkeforsamlingen bestå, men var selv konsul fra 33–23 f.v.t. Derefter blev han folketribun på livstid. Der var nu tale om et direkte militærdiktatur, men senatet gav ham alligevel titler som Augustus og Principes Senatus. Magtgrundlaget lå i hans personlige hær der omfattede over 300.000 mand fordelt på 60 legioner, og efter krigen valgte han ikke at trække alle legioner tilbage, men lod 28 indkvartere i lejre ved rigets grænser. Soldaterne var værnepligtige i perioder på 16 år. De 300 denarer de fik årligt og deres pension på 3000, fik de udbetalt fra en kasse, hvis indtægter stammede fra en 5 % arveafgift. Desuden forærede Octavian kassen en startkapital på 170 mio. sestertser.

Den stående hær blev ikke kun benyttet til en omfattende erobringspolitik der skulle skaffe Octavian endnu mere magt og berømmelse, men også til at skabe ro og fred i de galliske, spanske og germanske provinser. Men den nordlige grænse blev også rykket. Bl.a. erobredes Alpelandet, og Illyriens grænse blev rykket frem til Donau ved at besejre flere dacer-hære.

Det havde været Octavians’ plan at erobre Germanien frem til Elben, men denne plan blev stoppet da man led et knusende nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e.v.t., hvor to hele legioner blev udslettet ved et bagholdsangreb.

Da Augustus både havde midler og klienter nok til at fastholde magten uden yderligere indtagelser, og samtidig blev nødt til at opgive flere nyerobrede områder, erklærede han, at Romerrigets naturlige grænse var nået.

Legionerne ved rigets grænser blev da indkvarterede i regulære forsvarsværker, og legionernes hovedopgave var ikke længere nye vindinger, men skulle nu udelukket bruges til at opretholde ro og orden, og forsvare den romerske grænse.

 

Det romerske magtområde efter Octavians død år 14 e.v.t.

Romerriges sammenbrud

De invaderende germanere væltede i år 476 e.v.t Roms sidste kejser. Det er usikkert, hvad der var den præcise årsag til, at dette mægtige rige kunne bringes til fald. Men efter at havde læst om baggrunden for Romerrigets forfald, mener jeg at hovedårsagen formentligt var et svækket forsvar. Jeg mener at, at grunden til det svækkede forsvar var, at grænserne var blevet svækket som følge af forskellige faktorer. Disse faktorers samspil kan kort ridses op her: Der opstod økonomiske vanskeligheder som følge af inflation og faldende produktion samt hindringer for handlen. Dette medførte tillige politiske problemer. Forringelse af soldaternes løn gjorde disse korrupte.

Da befolkningstallet var faldende som følger af epidemier, og da det ydre pres på grænserne fra germanerne blev intensiveret, var romerne nødsaget til at hverve besejrede barbarer, der ikke altid var pålidelige. Kejserne havde tilmed undergravet disciplinen, hvilket gjorde soldaterne endnu mere upålidelige og illoyale. Disse illoyale soldater blev dernæst introduceret for den nye fremtrædende religion, kristendommen, der prædikede imod krigsførelse. Dette medførte formentlig en svækkelse af grænserne.

De økonomiske vanskeligheder, det ydre pres fra barbarer og det svækkede forsvar var altså de mest udslagsgivende faktorer, som startede krisetiderne for Romerriget og senere førte til dets fald.

Til sidst var det ydre pres blevet så stort og forsvaret svækket, at germanerne kunne vælte riget og afsætte kejseren.

Teorier på hvorfor Romerriget faldt gennem tiderne:
4. og 5. århundrede

- kristne forfattere: det er guds straf for kristenforfølgserne
- hedenske forfattere: det er kristendommen udbredelse og anerkendelse der var årsag til faldet

Renæssancen, 14-1500-tallet:
- Ren. humanisterne: Kejserdømmet ophævede den borgerlige frihed og undergravede dermed den tapperhed, der sammen med heldet havde skabt Romerrigets storhed

1600-tallet
- Enevældens modstandere: det er enevældens skyld!

1700-tallet:
- Edward gibbon: Kristendommen undergravede det romerske samfundindefra med sin særlige moral og overtro. Der ved kunne barbarerne udefra nedkæmpe riget.

Kort før 1900:
- undergangen skyldtes en udryddelse af det romerske aristokrati, i de mange indre og ydre krige, og i kampene mellem senat og kejser.
- Først forfatteren juvenal, senere nazisterne i Tyskland: Raceblandingen medførte forringelse af romernes arvelige egenskaber. De kunne altså ikke overvinde de racerene germanere.
- At den romerske kultur blev udbredt til stadig større folkemasser, der ikke havde forudsætninger for at forstå den, men som forfladigede og forvanskede den, førte til faldet.

Efter 1. verdenskrig:
- Faldet skyldtes manglende evne til at udvikle et repræsentativt system og herved inddrage befolkningen i styret. Igen, friheden var blevet knust i det romerske kejserdømmes tvangssystem.

Skrevet af Jonas Vandall Zimsen

Romersk Kultur:

Påvirkninger udefra

Romerriget blev påvirket af mange forskellige faktorer udefra. Efter erobringen af Grækenland, begyndte dem græske kultur at blomstre. Det var en helt ny mode med græske tekstiler, litteratur, filosofi og omgangsformer. Den græske kultur virkede stærkt nedbrydende for Romerriget. Dog var de østlige påvirkninger mere ødelæggende. Der var opstået store byer mod øst, som havde deres egne samfundsstrukturer, der var ustrukturerede og demoraliserende. Dette skabte stor spild i riget. Også de mange forskellige religiøse bevægelser over hele landet førte til forfald.

Skrevet af Jonas Vandall Zimsen

Dagligdagen i Romerriget


Et nyt barn i rom
En barnefødsel i Rom var omgærdet med mange ritualer. Faderen løftede den sit nye barn op, som tegn på at barnet var hans. Barnet fik et navn, når det var 8-9 dage gammelt. Drenge fik to eller tre navne. I begyndelsen fik piger kun et navn, men senere fik de
to. Efternavnet var altid slægtsnavnet.


Legetøj og spil for børn
Børnedødeligheden var stor i såvel rige som fattige familier. Der fandtes ingen vacciner mod sygdomme og ingen midler mod infektioner. De børn, der overlevede, havde legetøj og spil som børn i dag. Man har fundet både kludedukker og snurretoppe fra den romerske tid. Vi ved, at de også spillede brætspil med terninger og brikker.

Uddannelse for en romersk borger
Det var ikke alle børn i Rom, der gik i skole. De fattigste havde ikke råd til at sende børn i skole, mens de rigeste havde egen privatlærere. Flere drenge end piger gik i skole. I underskolen lærte børnene at læse, skrive, regne. Men som regel var det kun drenge der fortsatte i mellemskolen, hvor de lærte græsk og latin. Kun sønner af de rigeste familier gik videre til det højeste uddannelsestrin- retorikken. Retorik er kunsten at holde gode, offentlige taler. Dette var nødvendigt for romere, der ville være sagførere, politikere officer eller embedsmænd.

Fra barn til voksen
Mellem 14 og 19 års alderen kunne en romersk dreng fejre, at han blev en voksen mand. Han ofrede sit yndlingslegetøj og børnetøj til husguderne og iførte sig manddommens symbol, togaen. Nu da han var voksen, kunne han deltage i familiens karriere i administrationen. Piger blev betragtet som voksne, når de blev gift – uanset deres alder. Døtre hjalp til i hjemmet eller arbejdede i familiens butik

Mænd og kvinder

Roms kvinder tilbragte det meste af deres tid i hjemmet. Når de gik ud, var det for at købe ind, bede i templet eller besøge badeanstalten. De kunne ikke få betydningsfulde jobs. I modsætning hertil var en romersk mand sjældent hjemme. Når han var færdig med sit arbejde, kunne han tilbringe flere timer på badeanstalten sammen med vennerne, hvor de motionerede og badede senere gik han måske på bar for at spille terninger, eller han var inviteret ud til middag.

Ægteskab for romer
Man forventede at romerske mænd og kvinder giftede sig. Juni var den traditionelle bryllupsmåned. Dagen før brylluppet gav bruden sit legetøj og børnetøj til husguderne. Tidligt næste morgen tog hun sit bryllupstøjtes, så hun var klar til at modtage brudgommen samt hans familie og venner som skulle med. Brylluppet fandt sted i brudens hjem og efterfulgt af nogle gaver til guderne og underskrivelse af ægteskabskontrakten. Så blev der festet og danset. Efter festen fulgte alle gæsterne brudeparret til det nye hus.

Døden i roms rige
Romerne levede ikke så længe som man gør i dag. Dem som var rige i rom levede op til 50 eller 60 år. De fattige familier blev næsten aldrig over 50 år. Dem som døde lå fremme i flere dage så dem kunne vise den døde ære og efter de dage var gået, tog de den døde og bar ham gennem hele byen til hans grav.
I det romerske samfund huskede de på de døde. De rige opførte en stor grav til de døde. Eller de brande dem og gravet deres aske ned eller gemte det i huset i en krukke.

Købmænd og håndværkere
Romere fra middelklassen blev tit forretningsmænd. De købte og solgte alt lige fra almindelige fødevarer til smykker og parfume. Transporten var dyr, så kun luksusvarer blev importeret fra andre lande.
Daglige forbrugsting blev lavet af lokale håndværkere. Nogle arbejdede i egne elle lejede værksteder og solgte deres varer direkte til kunderne. Andre var med i større værksteder, der ejedes af en forretningsmand. Alle mulige fag var repræsenteret – tømrere, murere, stenhugger, flise og teglværksarbejdere, bronzesmede og almindelige smede, rebslagere og glaspuster. Der fandtes også mere forfinede håndværk som guldsmede, juvelerer og mosaiklæggere. Mange guldsmede og juvelerer havde deres forretning nær Forum Romanum.
De riges huse.
De riges huse var som regel kun i en eller to etager. Midt i huset lå en gård, et atrium. Her ordnede huset ejer sine forretninger hver morgen. Atriumet gav lys tul huset og holdt det køligt. Det havde et halvtag hele vejen rundt, så der var en åbning i midten. Det regnede gennem denne åbning ned i et bassin. Vandet blev oplagret i en cisterne (tank) under atriumet.

Romersk mad
Fattige romere levede af en meget enkel kost: grød eller brød af hvede, suppe kogt på hirse eller linser med løg, majroer, bønner, figner, oliven og undertiden svinekød, som var det billigste kød. Rige romere derimod havde råd til at købe madvarer fra hele imperiet. Forskellige egne var berømte for deres produkter, f.eks. Syrien for sine pærer og Grækenland for sin vin.

Det romerske køkken
De romerske køkkener som regel små og enkelt udstyrede. Madlavningen foregik på et åbent ildsted over en trækulsild. Kokkene stegte og kogte maden i potter af ler eller bronze. Når de skulle stege en steg, lagde de kødet direkte i asken i en lille murstensovn. I køkkenet var der også store krukker med olivenolie, vin, eddike og fiskesovs, og en morter til at knuse krydderier

De romerske bade
Hver romersk by havde mindst én offentlig badeanstalt. For en beskeden betaling kunne folk komme hver dag for at motionere, gå i bad, snakke og slappe af. Mænd og kvinder badede hver for sig. Større badeanstalter havde en særlig afdeling til hvert køn i mindre badeanstalter badede mænd og kvinder på forskellige tider af dagen. Hver badeanstalt havde en motionsgård, hvor mænd kunne dyrke vægtløftning, brydning og blodspil. Der var også et svømmebassin og rum med forskellige temperaturer. De badede sad og svedte i det varme bad rum, hvor de også tage et meget varmt bad. Bagefter kunne de gå ind i det kolde rum og tage en hurtig dukkert i koldt vand. Det var ikke alle, der var begejstrede for badene. En romersk forfatter fandt, at de var en ren plage og beklagede sig over dem i et brev til en ven: "jeg bor lige oven på badeanstalten. Prøv at forestille dig den støj, jeg må leve med! Der er de energiske typer, som løfter vægte med grynt og gisp. Ved siden af er der en doven fyr, som får massage – jeg kan høre klasket af hånden, der slår løs på hans skuldre. Så er der ham der kan lide at høre sin egen stemme hele tiden, og de andre som hopper i bassinet med et ordentlige plask. Og forestil dig råben fra dem, der sælger drikkevarer, pølser og kager!"

Mænds Tøj
Mændene bar en kort tunika, som var lavet af uld eller hør. Udenpå havde de undertiden en toga, det vil sige et stort, firkantet stykke stof af uld, som blev viklet rundt om kroppen og arrangeret i kunst færdige folder. Togaen kan sammenlignes med vores dages habit. Mændene brugte den offentligt, når de skulle se elegante ud. Men togaen var tung, og det tog lang tid at sætte den rigtigt. Så når de ikke var i Rom eller andre store byer, foretrak de fleste mænd at bære en enkel kappe over deres tunika. Det forventedes, at mænd var glatbarberede. Det betød en smertefuld daglig prøvelse hos barberen, for romerne brugte ikke barbersæbe. Selv husslaver blev sendt til barberen. For mange mænd var det en stor lettelse, da kejser Hadrian besluttede sig for at lade skægget vokse og gjorde det umoderne at være glatbarberet

 

 

 

Colosseum

Romerne bygede colosseumerne til underholdning til folket som havde 182 fridage. Der blev afholdt gladiator kamp, kamp med vilde dyr og bar en slags teater i teateret i colosseumet.

For at undgå oprør af det romerske folk var kejseren nød til at lave et sted til dem hvor de kunne få underholdning og der for blev colosseumet lavet. Da colosseumet var blevet færdig var der plads til 75,000 tudsen personer. Indretningen var meget god der var 8 nummerdelt indgange, som havde en trappe som førte op til alle pladserne. Vis der kom en person og skulde in skulde ind og sen en kamphavde han ind af en speciel indgang, som kom anden på hvilken klasse han havde. En person kunne nå at finde sin plads på under 10 minutter. Det samme var der med pladserne alle slaverne fik kun nogle gange lov til at stå helt oppe på colosseumet. Efter at colosseumet havde hvert der i 80 år gav kejseren tre måders ekstra ferie, samt penge eller mad.

Ikke alle sendepladser var lige gode, det samme var arenaen samt de underste tunneler. Gulvet som var den plads, var lavet af træ som var dækket til med en masse sand som skulde dække dørene som førte ned til kælderen. Arenaen betød sand på græsk, sandet var der for at opsluge blodet og får at gemme de hemmelige døre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det startede for det meste med at der var en dyre kamp, dyrene blev for det meste fragtet fra Nordafrika eller Mellemøsten, det gjorde at mange dyr næsten blev udryddet. Når gladiatorerne kom ind i arenaen kikke de op på cæsar og sagde: "De, der snart skal dø, hilser dig" . Hvis en gladiator var blevet hård sået kikkede den anden gladiator op på cæsar og vis cæsar vendte fingeren op ad ville han blive skånet, vis den var ned af ville han blive dræbt på stedet.

Slaver.

 

Der var mange former for slaver nogle slaver var heldige og blive lære eller, rådgiver, arkitekter. Men desværre var alle ikke så heldige. Den mest uheldige form for slave var gladiator. Gladiatoren vil blive oplært og trænet, for der efter at skule ud og kæmpe i en stor arena mod en masse andre gladiatorer. De skulde kæmpe til de andre var blevet besejret, for det meste blev det til en blodig kamp mellem gladiatoren. Og vis man skulle være heldig at overleve kom men bare med i den næste forestilling, og det var selvfølgelig en cirkel som ikke varde længe. De slaver der for det meste blev brugt til denne slags kampe var krigsfanger som var blevet taget til fange i en krig som rom havde deltaget i.

Slaver og deres arbejde
Alt hårdt arbejde i Rom blev lavet af slaver. Det var ofte fanger, der blev købt og solgt på markedet som alle andre varer. Slaver gjorde alt arbejde i hjemmet. De lavede mad, gjorde rent, købte ind, vaskede og passede de mindre børn. I velhavende huse havde man også gode slaver, der arbejdede som musikanter og huslærere i huset.

Frihed for slaver
Man var ikke nødvendigvis slave hele sit liv. Slaver kunne købe sig fri hvis de havde nok penge, eller deres ejere kunne sætte dem frie, efter en masse år for at havde hjulpet dem lang tid nok eller for en særlig indsats. Fri slaver blev som realt butiksejere eller håndværker. De kunne ikke blive romerske statsborger, men deres børn kunne blive det.

Mineslaver

Mineslaver var for det meste folk som havde begået en stor forbrydelse. Deres liv var utroligt dårligt da de skulde gå nede i minerne som var meget usundt. Deres arbejde var også meget fysisk hårdt. Der gik derfor ikke så lang tid før at de døde. De havde heller ikke mulighed for at spare penge op til at kunne købe sig fri.

Landbrugsslaver

Landbrugsslaver var selvfølgelig i kvæderift eller algebruge. Da Italien er fyldt med bjerge nogle steder er det umuligt at dyrke afgrøderne så derfor havde man kvæderift. Hyrderne var i reglen sammen med dyrene 24 timer i døgnet, de havde normalt en lille hytte lige ved siden af dyrenes marker /græsgang. De fik da i de mindste log til at spare op til at købe sig frit, men det kunne være svært med den lille løn som de fik. For det meste blev hyrderne styrede af en kvægformand som også selv var slave og en rigtig god hyrde.

Vis man var agerbruger var man for det meste i gang med at dyrke korn eller oliven olie, men også vin. Det var til marked i byerne. Til gengæld til kvæderift kunne algebruge købe sig fri fra slaveriget efter 10-15 år, efter hvad de havde sparet op. Den helt normale arbejdsslave havde en rigtig dårlig løn og fik sjælen sparet op til at kunne købe si fri.

Husslaver

Husslaver hørte til hos overklasse folkene som havde en masse penge de var f.eks. læger, lærer, sekretærer. I kejser tiden havde man ikke hospitaler eller sygehuse så købte de fleste rige mennesker en slave, som var blevet lært i det fag som personer eller familien skulde bruge. For det meste blev slaverne så gode venner med deres ejere at de fik lov til at få deres frihed uden at skulde betale noget form for betaling. Det skede også at nogle slaver blev lånt ud til middel personer som ikke havde så mange penge, det gjorde at slaverne efter 6-7 år kunne købe sig fri. Det som de lavede mest af var at handle ind, rengøring, og madlavning.

Skrevet af Niklas Glisby.

Roms Historie:

 

Roms Historie:

Rom begyndte omkring 753 f.kr. som en lille by midt i Italien ved floden Tiber.

Rom blev i begyndelsen regeret af Konger men Omkring 500 f.kr. blev den sidste konge sat fra tronen, og Rom blev en republik. Denne blev regeret af to konsuler der blev valgt for et år ad gangen og blev rådgivet af senatet, et råd af ældre, adelige romere. Rom voksede i takt med at Romerriget voksede. Rom var centrum for Romerriget, og man kunne vel godt sige: "Alle veje fører til rom".

Men i det fjerdeårhundrede efter f.kr. gik det ned af bakke for Rom. Brande hærgede byen. Og fjendlige barbare udplyndrede byen. Det hele kulminerede i år 476 e.kr. kollapsede Romerriget. Og Rom kom på germanske hænder.

Skrevet af Jonas Vandall Zimsen

Myten om Romulus og Remus


For længe siden levede der en ond konge ved navn Amulius, som regerede over byen Alba Longa. Han havde stjålet tronen fra sin storebror, Numitor, som flygtede ud i bjergene og skjulte sig blandt hyrderne dér. Amulius dræbte Numitors to sønner og tvang hans datter til at blive præstinde, for at hun aldrig skulle gifte sig og få børn, som kunne hæbne sig på ham. Alligevel hørte han en dag til sit raseri, at hun havde født tvillingdrenge. Hun påstod, at deres far var krigsguden Mars, som en nat havde besøgt hende i en drøm. Amulius troede ikke på hende og befalede at drengene skulle druknes. Hans tjenere satte børnene ud i floden Tiber i en sivkurv. De drev af sted mod Palatinerhøjen og endte under et figentræ ved bredden af floden. En hunulv kom forbi hidkaldt af børnens gråd.

I stedet for at æde dem, tog hun sig af dem og lod dem die hos sig. Kort tid efter var der en gammel fårehyrde ved navn Faustulus, som fik øje på friske ulvespor. Han greb sit spyd og fulgte sporene for at finde dyret og dræbe det. Til sin forbløffelse fandt han to små drenge sammen med en hunulv, som var i færd med at slikke dem rene. Faustulus tog børnene med hjem til sin kone laurentia. Parret havde ingen børn, men de havde altid ønsket sig det. Derfor besluttede de at tage drengene til sig, og de kaldte dem Romulus og Remus. Tvilligerne voksede op blandt hyrderne i bjergene ved floden Tiber. Da de blev ældre viste de ved deres styrke og intelligens, at de var fødte ledere. Alle de andre drenge respekterede og beundrede dem. En dag kom det til et skænderi mellem tvillingerne og nogle hyrder, som vogtede Numitors kvægflokke. Hyrderne beskyldte tvillingerne for at stjæle kvæg.

Det udviklede sig til et slagsmål, og Remus blev taget til fange. Numitor følte sig mærkeligt til mode, da han mødte Remus. Der var noget sært beskendt ved ham.. da Remus fortalte hvor gammel han var, og at han havde en tvillingbror, forstod Numitor, at han talte med sit barnebarn. Han blev ude af sig selv af glæde. Han fortalte tvillingerne, hvem de var, og hvordan hans onde bror havde forsøgt at slå dem ihjel. Romulus og Remus gik ind på at hjælpe deres bedstefar med at genbinde Alba Longas trone. De anførte hyrderne i et overraskesangreb på byen og dræbte Amulius i hans palads. Derefter blev Numitor hyldet af Alba Longas befolkning som den retmæssige konge.

Tvillingerne var nu prinser i Alba Longa, men de var ikke lykkelige. De savnede bjergene ved floden Tiber, hvor de var vokset op. Efter en tid besluttede de at vende tilbage dertil og grundlægge deres egen by. Da de var kommet tilbage til floden, begyndte de at skændes om, hvor byen skulle ligge. Remus mente, det skulle være på Aventinerhøjen, hvor de var blevet fundet af hunulven. Til sidste besluttede brødrene at bede til guderne om at afgøre spørgsmålet. Så de stillede sig op, giver på sin foretrukne høj, og holdt udkig efter fugle på himlen som tegn fra guderne. Der varede ikke længe, før en flok gribbe viste sig højt oppe i luften. Seks af dem fløj hen til Remus, som råbte: "Se! Guderne har valgt mig!" Men da fløj tolv gribbe hen over Romulus. Han begyndte at afstikke byens grænse og følge gik i gang med at grave en dyb grøft. Remus så til, mens han blev mere og mere vred. Han begyndte at råbe fornærmelser efter sin bror. En tid ignorerede Romulus sin brors skældsord, men da Remus og hans folk trængte ind over den afstukne grænse mistede han tålmodigheden. De begyndte at slås med hakke og skovle, og Remus blev dræbt. I syedet for at vise sorg over sin brors død sagde Romulus grumt: "Sådan vil det gå enhver som forsøger at springe over min bys mure!" Den nye by fik navnet Rom til ære for Romulus. Han viste sig at være en klog konge, og regerede over sit folk i 38 år. En dag da kong Romulus overværede en militærparade på Marsmarken, udbrød der pludselig et uvejr. Romulus blev indhyllet i en tyk, sort sky og forsvandt i et lynglimt. Romerne sagde, at deres konge var blevet forenet med sin far, krigsguden Mars, i himlen.

Skrevet af Jacob Petterson

 

Romerrigets Regeringsformer:

Styreformer

Det ældste Rom blev styret af en konge, som på én gang var den øverste præst, dommer og general. Dette monarki sluttede da han omkring år -500 blev fordrevet.

Derefter levede romerne under en republikansk forfatning. I stedet for at overlade al magten til én konge, som så fungerede på livstid, lagde romerne magten i hænderne på to konsuler, som kun havde magten for ét år. På denne måde sikrede romerne sig imod eneherredømmet og lagde grunden til en rolig politisk udvikling i de følgende århundrede.

Senatorer og embedsmænd
Kun mænd fra Roms adelige familier kunne blive senatorer (de øverste politikere – ministre). Politikere fik ikke løn, så kun de rigeste havde råd til at gå ind i politik. Endnu flere mennesker udgjorde den romerske embedsmandsstand, administratorerne, der udførte rigets daglige politiske arbejde. Embedsmænd gjorde alt muligt lige fra føre tilsyn med havnebyggeri til at holde opsyn med slaver, der gjorde rent i gaderne
.

Regering og Lov

I republikkens tid blev byerne styret af to konsuler, som skulle lave lovene.

De to konsuler havde den absolutte magt. De kunne sige hinanden imod, men de skulle være helt enige, før de kunne ændre på loven eller noget andet. De fik nogle gange gode råd af senatet som bestod af rige mænd, de blev kaldt Patre, samfundets fædre.

Som sagt kunne repræsentanter for de almindelige mennesker stoppe et hvert lovforslag, som senatet ville have frem.

Der var faktisk også to folkevalgte forsamlinger som var roms almindelige borgere.

De havde faktisk lige så meget indflydelse på romerske forhold, som f.eks. senatet, men i virkeligheden blev de styret af senatorerne.

På det tidspunkt hvor Augustus kom til magten i 27 f.kr. ændrede det system.

Der var stadig to konsuler og et senat, men de fik ikke lov til at vedtage love, det kunne kun kejseren nu.

Kejseren havde nu taget, en konsuls, en tribuns og en ypperstepræsts magt.

Nu kalder han sig ikke kejser, men førsteborger.

Det gav ham ved senatets ret til at tale først ved senatets møder.

Efter at han havde sagt sin mening havde ingen lyst til at sige ham imod på grund af at Augustus havde den magt han havde.

Augustus bestemte også hvem der skulle være senatorer og konsuler.

Det som forsamlingens arbejde bestod i, var at udvælge dommere og støtte Augustus.

Alle de næste kejsere beholder denne regeringssystem

De tolv tavler, gjaldt stadig men der blev hele tiden lavet nye love.

I det andet århundrede besluttede Hadrian at alle love skulde være ens, så han beordrede en advokat til registrere alle love.

Så hvis en romersk borger blev behandlet dårligt i en retssal i sit eget land kunne han appellere dommen til Rom.

Nævninge bestemte om den anklagede var skyldig eller uskyldig.

 

Straffer

Der var stor forskel på en straf. f.eks. fik en fattig mand fik en hårdere straf end en rig mand, selv for den samme forbrydelse.

Retssalen skelnede mellem velhavende mænd af overklasse og fattige.

Romerriget havde faktisk ingen fængsler. For hvis man begik en lille forbrydelse fik man en bøde og ved en stor forbrydelse blev man smidt ud af byen eller frataget sit hus eller bolig.

Men nogle fik også dødsstraf og blev korsfæstet, mens de fattige blev sendt til gladiatorlege, hvor de døde i en fight eller af sine skader.

Republik og kejserrige

Efter 510 f.kr lavede romerne et nyt herredømme, baseret på skatter og rigdomme.

Der var to konsuler der stod for byens styre. De to konsuler blev valgt af Senatets gode mænd for en periode på ca. et år. Senatet var nogle af de mest rige og betydningsfulde mænd, og deres opgave var at vejlede de to konsuler.

Alle de fattige mennesker blev kaldt plebejere, og i starten havde de ingen indflydelse på bystyret. Men i 490 f.kr blev der holdt et protestmøde på en høj ude for Rom. Roms leder skulle bruge plebejere til hæren, og var så nødt til at give dem del i magten. De fik lov til at vælge to repræsentanter, også kaldet tribuner, de skulle tale for plebejere. De to tribuner blev meget magtfulde, de kunne stoppe nogle ting f.eks. en lov, som de ikke kunne lide. På et tidspunkt blev der flere tribuner, de nåede i 260 f.kr. helt op på ti. Efter 367 f.kr fik de også lov til at vælge deres egen konsul

Imens dannede andre byer i Italien forbud mod Rom. I 496 f.kr blev rom angrebet og tvunget til at indgå forbund med andre latinske byer.

I 386 blev Rom angrebet igen og smadret af gallerne i nogle måneder. Til sidst måtte romerne betale med en masse guld for at gallerne skulle forsvinde fra byen.

 

Efter at gallerne var taget ud af Rom, byggede romerne alt det der var blevet knust. De byggede også en tyk mur rund om Rom, så den ikke ville blive besat igen. På det tidspunkt begyndte Rom at gå i krig mod andre byer i Italien.

De første Rom gik imod var etruskerne. Det var dem der indgang havde regeret over Rom.

Rom fik kæmpet sig til en masse land, og begyndte at opbygge et imperium. Omkring 264 f.kr havde Rom erobret hele Italien. Alle de steder hvor Rom havde vundet en krig var de slagne byer nød til at give krigere til den romerske hær.

I de byer romerne havde overtaget fik nogle af indbyggerne lov til at blive romerske borgere.

Nogle af dem fik også lov til at gifte sig med romerne

Der var også mange som måtte handle med Rom men ikke med andre byer.

De der havde fået frataget sin jord, var tit nød til at afgive dett

 

Julius Cæsar

Hærfører og diktator ca. 100-44 f.kr.

Julius Cæsar blev fød den.12.8.100 f.kr

Cæsars berømste ord:

Veni, vidi, vici som betyder (Jeg kom, jeg så, jeg sejrede).

Cæsar havde 2 børn Julia med Cornelia, og Cæsarion med droning kleopatra fra Egypten.

Da Cæsar kun var 19 år giftede han sig med Cornelia som var datter af Lucius Cornelia Cinna.

Cæsar var en god hærfører og blev i en meget ung alder æret for tapperhed.

Julius Cæsar var en god hærfører men det var has sejr over stammefolket i Gallien, der banede

Vej for cæsar til den magt han ville ha.

58 f.kr to han til Gallien, hvor han havde en kamp i ni år. Selv om mange mænd døde, fik han skaffet sig store rigdomme, og en stor og magtfuld hær, samt en masse respekt.

Cæsar udvidede romerriget mod nord og erobret England to gange.

Imens Cæsars magt voksede begynde adelen at frygte at han ville nævne sig selv som diktator. De prøvede at få ham til at afgive sin kommando over sine hær, men han ville ikke, og derefter besatte han Rom. cæsar var ved magten fra 49 til f.kr. i den tid han var ved magten lavede han mange vigtige ting, som F. eks at lave kalenderen om, og afskrev gælden som krigene havde medført.

44 f.kr blev Cæsar snigmyrdet af adelsmænd, der frygtede hans magt.

Det værste øjeblik Cæsar oplevede, var da han blev dolket af sin ven Brutus.

Cæsar døde ved side af en statue af sin gamle fjende Pompejus.

Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det lige modsatte skete. Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adopteret søn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage styret. Efter få kampe imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andre. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Africa.

I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var vane for der. Så da Antonius blev forelskede i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn.

 

 

Octavian var ikke langsom til at bruge denne situation til, under stærk propaganda om Antonius’ forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Krigen varede ikke længe, og da Antonius og Kleopatra slog sig selv ihjel, gjorde Octavian Egypten til sit rige.

 

Da også Lepidus var ryddet af vejen, var Octavian nu Roms absolutte hersker. Octavian lod senatet og folkeforsamlingen bestå, men var selv konsul fra 33–23 f.v.t. Derefter blev han folketribun på livstid. Der var nu tale om et direkte militærdiktatur, men senatet gav ham alligevel titler som Augustus og Principes Senatus. Magtgrundlaget lå i hans personlige hær der omfattede over 300.000 mand fordelt på 60 legioner, og efter krigen valgte han ikke at trække alle legioner tilbage, men lod 28 indkvartere i lejre ved rigets grænser. Soldaterne var værnepligtige i perioder på 16 år. De 300 denarer de fik årligt og deres pension på 3000, fik de udbetalt fra en kasse, hvis indtægter stammede fra en 5% arveafgift. Desuden forærede Octavian kassen en startkapital på 170 mio. sestertser.

 

Den stående hær blev ikke kun benyttet til en omfattende erobringspolitik der skulle skaffe Octavian endnu mere magt og berømmelse, men også til at skabe ro og fred i de galliske, spanske og germanske provinser. Men den nordlige grænse blev også rykket. Bl.a. erobredes Alpelandet, og Illyriens grænse blev rykket frem til Donau ved at besejre flere dacer-hære. Det havde været Octavians’ plan at erobre Germanien frem til Elben, men denne plan blev stoppet da man led et knusende nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e.v.t., hvor to hele legioner blev udslettet ved et bagholdsangreb.

 

Da Augustus både havde midler og klienter nok til at fastholde magten uden yderligere indtagelser, og samtidig blev nødt til at opgive flere nyerobrede områder, erklærede han, at Romerrigets naturlige grænse var nået.

Legionerne ved rigets grænser blev da indkvarterede i regulære forsvarsværker, og legionernes hovedopgave var ikke længere nye vindinger, men skulle nu udelukket bruges til at opretholde ro og orden, og forsvare den romerske grænse.

Tarquinius

Tarquinius konge af rom, i det sjette århundrede.

Tatquinius blev født det sjette århundrede. F.kr

Hans største øjeblik

Da han indviede templet for Jupiter, Juno og minervami rom.

Det værste øjeblik i hans liv

Da han blev forvist fra Rom.

Tatquinius var kendt som en magtfuld mand, med en hjerteløs mand som tvang folk til at udføre arbejde hård arbejd, uden nogen løn.

Det siges at der havde været et overfald og at det var Tarquinius søn: sextus. Det gjorde at befolkningen rejste sig op i mod Tarquinius hårde styre.

Imens at befolkningen var i oprør var Tarquinius i krig imod en anden bystat. Da han hørte om det flygtede han hurtigt tilbage til rom, men byportene var blevet lukket af borgerne. Borgerne sagde at de aldrig ville have at rom skulde styr af en konge og at adelsmændene styrede byen som en republik.

Tarquinius var en stædig mand da han blev forvist fik han overtalt nogle andre hersker i nogle andre bystater til at angribe byen.

Men deres mænd blev slagtet. Men det ville ikke slå tatquiniius

ud, han tog bare til en anden bystat og bad om hjælp.

I 508 f.kr blev rom belejret af kongen af Clusium, Lars Porsena, han indtog rom, men var kun konge i fire år…

Tarquinius døde i eksil i Syditalien.

Skrevet af Niklas Glisby

Det romerske militær:

Ind i hæren

Det var en stor ære at kommer ind i hæren. Når man meldte sig ind i hæren, rejste man så man måske aldrig skulle se sit hjem eller sin familie igen.

Man havde ca. 25 års tiltro i hæren (det var et halvt liv i den tid).

Mange døde ofte i krige eller af sygdomme, som de fik på felttog.

Grunden til af der var så mange der meldte sig i hæren, var for at skaffe ære over familien eller for at for eksempel at træde i sin far fodspor.

En anden grund er fordi at der var en god løn og at de fik mad og tøj, hvis det var nødvendigt.

Det var især populært at være med i hæren, fordi det gav et værdifuldt minde om en.

Gamle soldater fik romersk borgerskab og penge til de blev gamle og grå.

De fleste aldre soldater brugte deres pension til at købe mere jord til deres sønner, når de var selv var væk.

Soldaters træning

Der var tre adskilte afdelinger i den romerske styrke: Legionærer, hjælpetropper og flåden.

Legionærerne var udelukket romersk borger, hjælpetropperne kom fra det romer riget og Sømændene i den romerske flåde behøvede ikke være romer.

I kamp der næsten ikke forskel på legionærer og hjælpetropper. Der var nogle for hjælpetropper der brugte bueskytter fra Parthien eller måske slyngekaster fra Syrien.

Men ellers blev alle roms soldater trænet endens. De lærte at marcherer i kampformation, og at adlyd en ordre uden tøven eller noget i den stil. De lærte at kamp med alle våben, spyd, sværd og daggert.

Øvelse med sløvede våben, var livsfarligt, men som en romersk digter engang sagde:

`Daglig øvelse med våben er bedre end en læger`. De trænede altid så de var stærke og i god form, hvis Rom havde brug for dem. De romerske soldater skulle bære deres mad og udstyr på en kraftig bind.

På march

Grunden til at romerne skulle bygge gode veje, var fordi at deres hære skulle kunne komme gennem landet uden problemer, hvis der var brug for dem et andet sted.

Romerske soldater marcherede kun med det mest nødvendig, når de skulle af sted.

Når de marcherede var der altid vogne med dem. Der var for eksempel ekstra våben med, medicin, lædertelte, som soldaterne kunne sove i, og forsyninger af mad.

Kavaleri på hesteryg udgjorde eskorte og tjente som budbringer og spejdere.

I fortet

Mange dele af det gamle romerrige byggede man forter eller lejre, hvis fjenden eller angriberne, prøve at komme over grænsen. En anden grund til at de byggede forter eller lejre var så soldaterne kunne bo rart og godt når de var krig.

Nogle af forterne findes stadig som ruiner. De er blevet undersøgt af arkæologer. Man har fundet ud af hvordan de romerske soldater levede under et felttog, ved hjælp af forterne.

De største af forterne dækkede 20 hektar og til omkring 5.000 mænd. Forterne var som små byer. Fortet blev beskyttet af store tykke mur. Nogle gange havde man også lavet grøfter eller vandgrave.

Tegningen i bogen "den romerske soldat" side 12 og 13, som viser et romersk fort i England ved Housesteads. Der var huse til alle soldaters behov: mad, søvn og vask. Der var en bank og hus til at bed bønner. Tæt på ved nogle forter var der bygget sportsarenaer og teater til at underholde soldaterne.

Officererne

Hærens leder var feltherren, imperator. Under sig havde feltherren adskillige officerer, legati, som vejledede feltherren og ledede hæren i dennes fravær. Hver legion var ledet af seks militærtribunerne, som havde kommandoen på skift.

 

Officererne, der næsten altid var adelige, drev for det meste en militær karriere for at få den berømmelse, som kunne blive starten for en karriere inden for politik. Disse blev valgt af senatet, og de fleste var uden militær erfaring. Til gengæld var centurionerne og andre befalingsmænd valgt blandt de legionærer, som havde erfaring og havde udmærket sig i kamp.

Specielle fordele for officerer
Officerer havde, som kendt fra moderne militær, en masse privilegier. Alle officerer af centurio rank eller højere havde, for eksempel, en privat tjener, et privat telt og et privat muldyr til personlige ejendele og lignende. En centurion’s løn var som udgangspunkt også 15 gange så stor som en menig af miles rank. Men den kunne let blive op til 60 gange den meniges løn, efterhånden som centurionen opnåede senior status. Officerer af højere rang havde større telte, flere private tjenere, måske ekstra heste og mere bagageplads og naturligt nok større løn end dem af lavere rang. De meget højtstående officerer var i legionen var typisk rigmandssønner. Det krævede et godt bagland at komme højt på strå i militæret.

Det var ikke nok at have at godt hoved og være god til at slås(selvom det selvfølgelig også kunne bringe én langt i den antikke verden), for at nå en rank højere en centurio var det bestemt en nødvendighed at nogen højere oppe i systemet, og helst

Dagen for en soldat

Det meste af dagen kæmper soldaterne mod fjenderne, hvor som helst i romerriget.

Det var der får at de brugte det meste af der tide på at trænge til kamp eller rense og reparerer deres udstyr. Nogle gange var der øvelsesslag, så man kan se hvor dygtige de var.

Man sendte tit de romerske soldater ud, for at samle oplysninger eller for at skabe kaos på fjendens områder.

Inde i fortet var der mange soldater, der også brugte deres tide på andet end træning og kamp.

Det var ikke kun jæger der gik på jagt. Det var også soldaterne, for at skaffe mad og våben, rustninger osv. Håndværkerne reparerer våben og værktøj.

Der var også læger og sygepassere, hvis de blev syge.

Staldfolk tog sig af kavaleriets heste når de ikke skulle i krig.

Der var også præster, kontorfolk og budbringer. Når soldaterne kom ind på et fort fra en kamp nød de at der var mad, varmt tøj og at der var så stille og roligt osv.

Livet i en landsby

Der var mange steder, hvor der voksede små landsbyer ´vicus´, som blev bygget uden for forts murer. De lokale beboere betalte penge og deres mod til at beskytte deres familier, mod angrib fra fjenden. Landsbyerne beboere havde tit boder, hvor de solgte deres varer, som for eksempel madvarer, og kroer, hvor soldaterne kunne slappe af uden for tjeneste. Der kunne også Skrædder, juvelerer og skrivere. De fleste af soldaterne kunne ikke skrive eller læse.

De betalte tit skrivere for at skrive deres breve til deres familie eller venner, de fik også skriverne til at læse familiens eller vennens brev. De skriv tit, hvis der var nogle specielle madvarer eller noget tøj de skulle bruge hjemmefra.

Soldaterne hustruer og familie boede for det meste i de landsbyer som løg lige ved siden af fortet.

Hjælpetropperne kunne hvervet fra lokale stammer. De ville gerne have at familien i nærheden.

Det var forbudt for legionærerne at gifte sig, men der var mange der gjorder det af lige vel.

Der var mange der også havde `uofficielle´ børn og hustruer.

Normalt gifte de sig først når de var færdige i hæren.

Folk fra mange forskellige lande bosatte sig i rom, for eksempel afrikanske soldater, ungarske officerer og lokale stammer.

 

Fjenden angriber

Nogle gange forlod de romersk soldater deres fort, fordi at de ud og marchere til et sted, hvor de skulle kæmpe mod fjenden åben mark ansigt til ansigt. De romerske soldaters træning og disciplin mod fjenden i disse frygtelige kampe. De havde ofte held i kamp mod fjenden, selv om fjenden var stærkere og vildere, så var de tit dårligere organiserede modstander.

En lige så farlige form kamp var, når fjenden angrib de romerske forter.

De romerske forter havde hunde til at kunne lygte fjenden, hvis de kom, får at angribe.

De sendte også spejder får at give rapport om fjenderne, hvis de havde tænk sig at angribe.

Selv om de havde hunde og spejder, kunne de godt blive overrasket af fjenden.

Hvis det skete måtte hver mand klarer sig selv. Soldaterne måtte bruge deres våben, styrke og deres træning, for at kunne vinde. Hærens læger var også på slagmarken under kampen. Efter kampen var lægerne på hospitalet fra at redde de såret soldater.

Der også mange sår, som lægerne ikke kunne heldbrede.

Forterne blev forsvaret af katapulter, som denne ´ballista´.

et var et mægtige maskiner, som skød med pile af jern.

De ligner meget en armbrøst.

I templet:

De romerske soldater tilbad mage forskellige guder. Nogle soldater fra de romerske lande tilbad de gamle romerske guder. Soldaterne tilbad for det meste den gamle krigsguden Mars.

Andre soldater tilbad de guder, som der forældre havde lært dem om der hjemme, enden de kom i hæren. Det kunne for eksempel være guden Epona, som var den keltiske beskytter af heste og ryttere. De nye religioner, som kristendommen bredte sig hurtigt ud i landene i de første århundrede e.Kr. I det romerske militær var en af deres pligter at tilbad de romerske kejseres ånder.

I mange af de romerske forter har man fundet helligdomme, som var tilegnet guden Mithras.

Guden Mithras var især populær for de romerske soldater. Han (Mithras) stod for ungdom, styrke og sejre over liv og død. De soldater, som tilbad Mithras, deltog tit i mystiske ceremonier, som var i stilhed. De troede på, at hvis de bad til guderne, så ville de blive bedre og tapre i kamp mod fjenden.

Guden Mithras dræbte en tyr. Statuer som denne her, blev fundet i de gamle ruiner af de romerske fontener.

 

Berømmelse og ære:

De romerske soldater blev ledt af: centurioner, tribuner og legater. Centurioner blev udvalgt, som leder, for hvor dygtige de var og deres mod. Andre officerer blev valgt af de adelige familier.

De adelige familier forventede, at deres sønner kom i statens tjeneste. Når legater kom hjem fra en krig, var det ofte sådan, at de blev udnævnt til guvernører over hele provinser inden for Det Romerske Rige. Den øverste kommandør, var selvfølelig kejseren selv. Nogle kejser,

som for eksempel Hadrian viste aktiv interesse i detaljerne i de militære felttoge.

Nogle andre kejser lade bare officer tage de militær beslutninger der skal tages. En officer med succes kunne skaffe sig ære og berømmelse for sig selv og sine mænd. Hvis en romerske officer havde vundet en stor sejr, kunne han og hans mænd blive kaldt til Rom hvor de fik en ´triumf´. Det var et optog af tropper der gik gennem Rom og det romerske folk fik hyldest.

Legioner fik særlige titler, så man kunne huske deres navne, og de fik også pengepræmier.

Nogle gange kunne det være at hjælpetropper blev belønnet med romersk borgerskab.

Gamle soldater

Når soldaterne havde været i hæren i 25 år, måtte man være lykkelig over man stadig var i live, efter alle de kampe de havde været med i den gang. De havde set mange af deres venner og kolleger falde i kamp eller såret eller måske være tvunget til at trække sig tilbage (med en lille pension) på grund af at de havde invaliditet og sygdomme. Overalt i det gamle romerske rige finder man stadig gravstene, til minde om de gamle soldater, som kun blev 30 eller mindre.

Men for de hårdføre – heldige – soldater, som over levede, var der en god fremtid. Nogle af de soldater som overlevede, boede tit i de lande, som de havde været udstationeret i. Soldater (såvel som købmænd, håndværker og slaver) fra alle hjørner af Det Romerske Rige var lykkelige for at bosætte sig, hvor de fandt livet behageligt og profitabelt. Nogle gange ventede gamle soldater hjem til deres familier, for at dyrke landbrug. Men hvor end de boede, kunne de fortælle beboerne om deres tapperhed i kamp.

Romersk Militær
Et kig på hvordan livet har været for soldaterne, og hvordan man har sikret sig at den romerske militærmaskine fungerede effektivt. Vi har prøvet at få et overordnet indblik i nogle grund ting. Hvis man vil gå i dybden er emnet helt enormt stort.

Vilkår får den menige legionær

Legionærer havde ikke specielt ringe vilkår per datidens standarder. På den ene side var arbejdet selvfølgelig hårdt og der var ikke meget fritid. Soveforholdene var ikke specielt gode heller, der var et telt på ca. 9.3 kvadratmeter til hver 8 mand. De har selv skulle bære alle personlige ejendele de har villet have med sig, og det har kun været dem tilladt at have ca. 18 kg af disse i bagagen. Dette var naturligvis udover dele til deres kampuniform, såsom rustning og kastespyd.

Men, der var også fordele. Så længe men gjorde tjeneste i legionen befandt man sig i relativ sikkerhed. Man var sikret sit daglige brød, man blev betalt og der var gode muligheder for forfremmelse, hvis man overlevede kampene i hvert fald. De langsigtede udsigter var bestemt heller ikke ringe. Efter man havde udtjent sin 20 år lange tjenestetid kunne man vende hjem som veteran og få tildelt et lille stykke jord så man var sikret resten af sine dage.

Rent praktisk har arbejdet, når det kommer til stykket, været hårdt. En dagsmarch var på ca. 16 kilometer.

Skrevet af Lui Taus Kirkeby Høyer Hansen.

Legionærens udrustning:

Lorica Hamata

 

Rustninger lavet af ringbrynje, som romerne kaldte for Lorica Hamata, har været en af de mest brugte rustningstyper i den romerske hær gennem århundreder. Det siges at romerne fik kendskabet til ringbrynjen fra kelterne ca. 300 f.kr. Ringbrynjerne blev ofte lavet af bronze og jernringe med indre diameter helt ned til 3 mm.
Man må så understrege at romerne brugte slavearbejdere i fremstilling af al slags rustninger. Romerne brugte flere varianter af Lorica Hamata, som var med eller uden ærmer og med eller uden skulder-dobling af ringbrynjen.
Der var både fordele og ulemper forbundet ved brug af Lorica Hamata. Ringbrynjen ydede den perfekte beskyttelse mod strejfende slag og stød. Desuden var ringbrynjen fleksibel og gav brugeren enorm bevægelsesfrihed, og kunne nemt repareres hvis den gik i stykker.

Ringbrynjer var enormt slidstærke og kunne gavne flere generationer af soldater. En af ulemperne ved ringbrynjer i forhold til plade-rustninger er at fremstilling af en ringbrynje var meget tidskrævende og kunne meget nemt komme op på 200 timers arbejde for at fremstille en enkelt rustning. Foruden at give brugeren henholdsvis meget bevægelsesfrihed er ringbrynjer meget tunge hvilket lægger stor belastning på skuldrene af brugeren. Desuden viser undersøgelser af datidens skydevåben at de fleste pilespidser kunne penetrere ringbrynjen og tilføre brugeren dødelige skader, men dobling af skulderne af Lorica Hamataen forhindrede pilene i at penetrere skulderregionen.


Så alt i alt kan man konkludere at romerne brugte ringbrynjerustninger som Lorica Hamataen fordi den var en god allroundrustning selvom den ydede dårlig beskyttelse mod pile.

Lorica Segmentata

Denne slags rustninger fra det første århundrede er bedst kendt som Lorica Segmentata. Det er den type rustninger som man forbinder med romerske soldater og legionærer. Det menes at denne slags segmenteret kyras blev inspireret af rustninger fra gladiatorarenaen. Fra de arkæologiske udgravninger i England har det været muligt at identificere flere forskellige typer af denne rustning. Det tidligst kendte eksampel kaldes for "Corbridge type A" fordi den blev fundet ved udgravninger i Corbridge. Det er denne Lorica som man kan se på billedet. Denne Lorica Segmentata bestod af 40 plader, som samledes sammen af læderstropper og bronze hængsler. Den er overlegen på flere punkter i forhold til Lorica Hamata (ringbrynje). Den er nemmere at konstruere og yder bedre beskyttelse end Hamata’en, men den vigtigste og største fordel er nok vægten. En ringbrynjebaseret rustning kan meget nemt veje 8-10 kilo, til forskel fra Lorika Segmentata som vejede mindre end det halve af ringbrynjen. Lorica Segmentata blev fremstillet af bløde, ikke hærdede jernplader, selv om studier af romers metalkunst viser at de kendte til forskellige hærdemetoder. Begrundelsen for denne er meget simpel, en hærdet metalplade ville knække hvis den bliver udsat for stress, mens en ikke hærdet vil blive deformeret og optage stødet. Den anden fordel ved Segmentata’s konstruktion er det forbedrede forsvar af skulderregionen. Desuden gav blødheden i metalpladerne fremragende beskyttelse imod datidens skydevåben.

Tests kunne påvise at ingen af datidens pilespidser kunne penetrere Segmentatas plader. Det var den første rustning som kunne sikre brugeren imod skydevåben. Men Lorikaens konstruktion havde også nogle ulemper. Den ydede ingen beskyttelse til arme og ben af brugeren, men denne mangel kunne hurtigt udbedres ved brug af armbeskyttere og benskinner. Så alt i alt var Lorika Segmentata datidens modsvar til skudsikre veste i dag, og er en rigtig god rustning med mange fordele.

Skrevet af Jonas Vandall Zimsen

 

Cassis

Cassis hjelmen var den foretrukne hjelm blandt legionærerne. Selve hjelmen beskyttede det øverste af kraniet. Derudover havde den aftagelige kindstykker og et halsstykke til at beskytte disse regioner.

Gladius
Gladius sværdet var et kort effektivt sværd, der ikke var særligt tungt, fordi det tog på den måde tog mindre energi at kæmpe med.

 

Pilium
Pilium, et tungt kastespyd, havde en vigtig rolle i kamp. Det var bygget til at ramme modstanderens skjold og flække det for at gøre modstanderen mere sårbar.

Scutum
Den romerske soldats bedste beskyttelse var hans scutum. Det var et 100cm højt og 55cm bredt skjold. Det var let buet så det også gav beskyttelse fra flankerne..

Tunicaen
Soldaterne havde også en lang rød dragt på, en såkaldt tunica. Den var faktisk kun til at holde dem varme, men man sagde også at den skræmte modstanderne.

Fodtøj
En soldat kunne selvfølgelig ikke kæmpe uden ordentligt fodtøj. Derfor havde de sandaler af læder med træ såler. De var ikke behagelige for fødderne, men de var billige og nemme at reparer.


 

Artillerivåben


Modstanderen så aldrig artilleriet, for det stod flere hundrede meter væk. I den romerske hær var der fire hovedgrupper af artillerivåben:
Scorpio, Katapult, Ballista og Onager.

Scorpio

Scorpioen var lidt ligesom en bue. Man brugte store pile af træ, som man så affyrede ved hjælp af en snor og en elastisk planke. Man havde bundet snoren fast i begge ender af planken og så spændte man den hen over en rampe. Derefter placerede man en pil på rampen. Endelig slap man ganske taget i snoren, hvorefter den enorme pil for fremefter.

Katapult
Katapulten er helt sikkert den mest kendte af de 4. Den fungerede ved hjælp af en vægtstang og en stor mængde dødvægt. Selve kastearmen var en slags vippe der hvilede henover en rund træpind. Der var så en massiv kurv af træ i den ene ende og dødvægt i den anden. Dødvægten kunne for eksempel være en kampesten man havde fastgjort til stangen. Man løftede så den tunge ende af katapulten, fastgjorde enden med kurven og placerede kasteskyts i kurven. Herefter var det bare at give slip og lade tyngdekræften klare resten.

Det gode ved katapulten var, at man ikke kun kunne bruge sten. Man brugte også mange andre ting fx brændende kugler og kander med varm olie. Altså var den ikke bare begrænset til store sten.

Ballista
Ballistaen var meget ligesom en katapult. Den blev meget brugt til at bombarderer byer henover bymuren. Den blev også ladt ved hjælp af en snor og en elastisk planke.

 

Onager
Onageren var enkelt nok mindre udgave ballistaen. Den skød mellem store sten, og havde en rækkevide på 40-50 meter. Den var god til at skyde soldater ned. Den lavede ikke så stor skade på bygninger.


Romerske Krigstaktikker


I kamp brugte romerne meget at danne kolonner, hvor der var skjold på alle sider og over deres hoveder. Det gjorde at de ikke var så sårbare overfor pile og spyd. Det lavede også en "væg" som de næste kolonner og artilleristerne kunne gemme sig bag.

Langsommelig krigsførelse
Kampene var tit lange og seje, og soldaterne på første kolonne blev selvfølgelig mere trætte end dem der stod længere tilbage. Man løste problemet ved, at en soldat kun kæmpede i cirka 15minuter for så at trække sig tilbage og hvile. Det er måske ikke noget man umiddelbart kan forestille sig, når man har set store Hollywood produktioner som Gladiator eller lignende. Sandheden er at den menige romerske soldat ikke var særlig villig til at ofre sit eget liv for noget som helst, end ikke kejseren. Det var modstanderne som regel heller ikke. Så soldater på begge sider holdt sig typisk sammen med kammeraterne bag deres store solide skjolde, og stak kun forsigtigt næsen frem og prikkede til modstanderne når der var relative fri bane. Skifteholdsteknikken bliver pludselig meget mere relevant når der i en centurion på 80 soldater højest omkommer én soldat cirka hvert femte minut.

Belejring
En af romernes mest brugte metoder, til at indtage en by med, var belejring. De omringede en byen, ventede på at de i byen løb tør for mad. Men, hvis de i byen havde stablet mere mad sammen end den romerske hær havde med sig virkede det selvfølgelig ikke så godt, romerne havde tit ikke toldmodigheden, til at vente så den voldelige løsning blev mest brugt. Hvis det tog for lang tid brugte de artilleriet til at beskyde byen konstant. Man da romerne ikke var så interesseret i en smadret by, var det kun hvis der var gået lang tid.

Træning
Træning var en af de mest centrale ting i den romerske hær. Det betød alt at soldaterne havde en basisviden om taktik og våbenbrug. For at blive færdiguddannet legionær skulle man gennemgå både kursus i taktik og håndtering af våben. Soldaterne i den romerske hær holdt typisk ret længe, mange af dem nåede til veteranstatus, og det har de kunnet takke deres instruktører for.

Hærens Inddeling

1: Legatus legionis

Han er en hærfører udpeget af senatet, og er den person der reelt har ansvaret for hele legionen.

2: Tribunus
Der er 6 Tribunus officerer i en legion. De 5 af dem er tribuni angusticlavii, den 6 er tribunus laticlavius. Tribunus laticlavius fungerer som den næstkommanderende for hæren. De har kommanderende funktioner på slagmarken, og står samtidig også for at administrere legionen.

3: Praefectus castrorum
Denne mand har ansvaret for den romerske lejer. Han fungerer som den 3. kommanderende, og overtager ansvaret for legionen hvis både legatus og den 2. kommanderende falder.

4: Centurion
Også kendt som ordinarius. Betyder egentlig "kommandør med 100 mand under sig". Der er 60 Centurioner i en legion. De har hver 80 legionærer under sig, og styrer rent praktisk hver deres lille gruppering som om de var en selvstændig enhed. Denne "gruppe" kaldes også en legion.

5: Duplicarius og sesquiplicarius
Disse er reelt legionærer med roller som flag og banner bærere. De har reelt ingen officers beføjelser.

6: Immunis

Legionærer med specielle funktioner, der derfor er undtaget for de trivielle job i lejren

7: Miles
Den lavest rangerende legionær. Udover at være simpel infantrist skal han også hjælpe med en række opgaver i lejren. For eksempel deltager han i fortifikation af lejren og andre positioner, og de bliver generelt sat til at lave "alt det arbejde man ikke lige har specialister til inden for en legion".

En fuldt bemandet legion var på ca. 5240 mand. Dette udgjorde selvfølgelig ikke en hær i sig selv; men det var disse enheder generalen, den person der reelt havde ansvaret for hæren, havde direkte under sin kommando. Det vil sige, der var ikke noget mellemled fra ham til legatus legionis; Han står ikke ovenover da hans rang ikke er sammenlignelig med dem under ham. Generalen har stort set kunnet gøre som det passede ham, idet han kun har haft én overordnet: Cæsar.

Skrevet af: Lui Taus Kirkeby Høyer Hansen.

Hvad kunne vi lære af Romerriget?

Vi har lært mange ting fra Romerne. F.eks. navnene på årets måneder har vi fra romerne. Marts er f.eks. opkaldt efter den romerske krigsgud Mars. Og August er opkaldt efter Romerrigets første kejser, Augustus. Planeterne er ligeledes opkaldt efter romerske guder.

En anden ting er sproget. Det Latinske sprog udviklede sig i forskellige retninger og blev til fransk, italiensk, spansk, portugisisk og rumænsk. Det oprindelige Latin blev holdt i live af gudstjenester og kirkelige skrifter. Sammen med græsk blev det også det internationale sprog for videnskaber som medicin, botanik og zoologi. Forskere bruger latinske navne for planter, dyr og de forskellige dele af menneskets krop.

Moderne bygningskunst lader sig stadig inspirere af romersk arkitektur. Mange steder danner de gamle romerske templer med deres høje, dekorative søjler forbillede for offentlige bygninger som f.eks. biblioteker, museer, kirker, og regerings bygninger.

Romersk politik og lov har haft stor indflydelse. Mange lande byggede deres styreform på idéerne fra den romerske republik. Op gennem tiderne har mange herskere ladet sig inspirere af Romerriget og de romerske kejsere. I nogle lande tog de titlen cæsar til sig: I Rusland blev det til zar og i Tyskland til kaiser.

Konklusion:

Romerriget blev skabt da byen Rom fik magt over Italien, og derefter Karthago.

Romerriget kollapsede pga. et svækket militær. De havde simpelthen ikke nok militærmagt til at beskytte grænserne, så barbarer til sidst indtog Rom.

Det der gjorde at Romerriget fik så meget magt, var i første omgang, ved hjælp af et dygtigt militær og godt diplomati. Derefter holdt de magten i lang tid, ved at forstærke grænserne.

Roms kultur var sammen af mange forskellige kulturer. Hver gang de indtog noget nyt land, tog de også noget af områdets kultur til sig. Desuden var det Romersk skik at holde slaver. Det var slaverne der gjorde alt det fysiske arbejde i Romerriget.

Rom startede som en lille by, men den voksede. Omkring år 500 f.kr. smed Roms indbyggere deres konge på porten. De ville ikke styres af fremmede folk. I stedet for konger fik Rom to Konsuler der blev valgt et år af gangen. Rom gik i forbund med de andre byer i Italien. Dette fik Rom til at blomstre. Og i mange hundrede år var Rom oldtidens centrum.

Det Romerske militær var inddelt efter din rangklasse. Var du adelig og rig, så blev du officer. Var du derimod fattig og lurvet, så kom du i de dårligste rækker. Du fik ringe eller ingen udrustning, og din løn var ikke god.

Vi kunne og har lært mange ting af Romerriget. Her kan nævnes tal, måneder, plantenavne, sprog der udsprænger fra Latin, f.eks. fransk og spansk.

Litteraturliste:

Bøger:

Romerrigets grænseforter 2003 45 sider alle ill. i farver

Julius Cæsar 2001 48 sider ill. i farver

Romerriget 1999 63 sider ill. i farver. 

Det antikke Rom 1993 104 sider ill.

Mulvihill, Margaret  De gamle romere 1991 32 sider ill. i farver

Macdonald, Fiona  Den romerske soldat 1993 31 sider ill. i farver. 

Levy, Pat  Det gamle Rom 2000 48 sider ill. i farver

Grant, Neil  Antikkens Rom 2001 46 sider ill. i farver

Chrisp, Peter  Romerriget 1996 32 sider ill. i farver

Hjemmesider:

http://www.roman-empire.net/

http://damat.dk/undervisning/Historie/romerriget_fra_stat_til_verdensm.htm

http://www.solroed-gym.dk/inger/rom.htm

http://www.jelllaersem.dk/historie/1999D-hist/ro-cesar/cesar.htm

 

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger