Det Romerske Militær

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger                       

Det romerske militær:

 

Ind i hæren

Det var en stor ære at kommer ind i hæren. Når man meldte sig ind i hæren, rejste man så man måske aldrig skulle se sit hjem eller sin familie igen.

Man havde ca. 25 års tiltro i hæren (det var et halvt liv i den tid).

Mange døde ofte i krige eller af sygdomme, som de fik på felttog.

Grunden til af der var så mange der meldte sig i hæren, var for at skaffe ære over familien eller for at for eksempel at træde i sin far fodspor.

En anden grund er fordi at der var en god løn og at de fik mad og tøj, hvis det var nødvendigt.

Det var især populært at være med i hæren, fordi det gav et værdifuldt minde om en.

Gamle soldater fik romersk borgerskab og penge til de blev gamle og grå.

De fleste aldre soldater brugte deres pension til at købe mere jord til deres sønner, når de var selv var væk.

Soldaters træning

Der var tre adskilte afdelinger i den romerske styrke: Legionærer, hjælpetropper og flåden.

Legionærerne var udelukket romersk borger, hjælpetropperne kom fra det romer riget og Sømændene i den romerske flåde behøvede ikke være romer.

I kamp der næsten ikke forskel på legionærer og hjælpetropper. Der var nogle for hjælpetropper der brugte bueskytter fra Parthien eller måske slyngekaster fra Syrien.

Men ellers blev alle roms soldater trænet endens. De lærte at marcherer i kampformation, og at adlyd en ordre uden tøven eller noget i den stil. De lærte at kamp med alle våben, spyd, sværd og daggert.

Øvelse med sløvede våben, var livsfarligt, men som en romersk digter engang sagde:

`Daglig øvelse med våben er bedre end en læger`. De trænede altid så de var stærke og i god form, hvis Rom havde brug for dem. De romerske soldater skulle bære deres mad og udstyr på en kraftig bind.

På march

Grunden til at romerne skulle bygge gode veje, var fordi at deres hære skulle kunne komme gennem landet uden problemer, hvis der var brug for dem et andet sted.

Romerske soldater marcherede kun med det mest nødvendig, når de skulle af sted.

Når de marcherede var der altid vogne med dem. Der var for eksempel ekstra våben med, medicin, lædertelte, som soldaterne kunne sove i, og forsyninger af mad.

Kavaleri på hesteryg udgjorde eskorte og tjente som budbringer og spejdere.

I fortet

Mange dele af det gamle romerrige byggede man forter eller lejre, hvis fjenden eller angriberne, prøve at komme over grænsen. En anden grund til at de byggede forter eller lejre var så soldaterne kunne bo rart og godt når de var krig.

Nogle af forterne findes stadig som ruiner. De er blevet undersøgt af arkæologer. Man har fundet ud af hvordan de romerske soldater levede under et felttog, ved hjælp af forterne.

De største af forterne dækkede 20 hektar og til omkring 5.000 mænd. Forterne var som små byer. Fortet blev beskyttet af store tykke mur. Nogle gange havde man også lavet grøfter eller vandgrave.

Tegningen i bogen ”den romerske soldat” side 12 og 13, som viser et romersk fort i England ved Housesteads. Der var huse til alle soldaters behov: mad, søvn og vask. Der var en bank og hus til at bed bønner. Tæt på ved nogle forter var der bygget sportsarenaer og teater til at underholde soldaterne.

Officererne

Hærens leder var feltherren, imperator. Under sig havde feltherren adskillige officerer, legati, som vejledede feltherren og ledede hæren i dennes fravær. Hver legion var ledet af seks militærtribunerne, som havde kommandoen på skift.

Officererne, der næsten altid var adelige, drev for det meste en militær karriere for at få den berømmelse, som kunne blive starten for en karriere inden for politik. Disse blev valgt af senatet, og de fleste var uden militær erfaring. Til gengæld var centurionerne og andre befalingsmænd valgt blandt de legionærer, som havde erfaring og havde udmærket sig i kamp.

Specielle fordele for officerer
Officerer havde, som kendt fra moderne militær, en masse privilegier. Alle officerer af centurio rank eller højere havde, for eksempel, en privat tjener, et privat telt og et privat muldyr til personlige ejendele og lignende. En centurion’s løn var som udgangspunkt også 15 gange så stor som en menig af miles rank. Men den kunne let blive op til 60 gange den meniges løn, efterhånden som centurionen opnåede senior status. Officerer af højere rang havde større telte, flere private tjenere, måske ekstra heste og mere bagageplads og naturligt nok større løn end dem af lavere rang. De meget højtstående officerer var i legionen var typisk rigmandssønner. Det krævede et godt bagland at komme højt på strå i militæret.

Det var ikke nok at have at godt hoved og være god til at slås(selvom det selvfølgelig også kunne bringe én langt i den antikke verden), for at nå en rank højere en centurio var det bestemt en nødvendighed at nogen højere oppe i systemet, og helst

 

Dagen for en soldat

Det meste af dagen kæmper soldaterne mod fjenderne, hvor som helst i romerriget.

Det var der får at de brugte det meste af der tide på at trænge til kamp eller rense og reparerer deres udstyr. Nogle gange var der øvelsesslag, så man kan se hvor dygtige de var.

Man sendte tit de romerske soldater ud, for at samle oplysninger eller for at skabe kaos på fjendens områder.

Inde i fortet var der mange soldater, der også brugte deres tide på andet end træning og kamp.

Det var ikke kun jæger der gik på jagt. Det var også soldaterne, for at skaffe mad og våben, rustninger osv. Håndværkerne reparerer våben og værktøj.

Der var også læger og sygepassere, hvis de blev syge.

Staldfolk tog sig af kavaleriets heste når de ikke skulle i krig.

Der var også præster, kontorfolk og budbringer. Når soldaterne kom ind på et fort fra en kamp nød de at der var mad, varmt tøj og at der var så stille og roligt osv.

 

Livet i en landsby

Der var mange steder, hvor der voksede små landsbyer ´vicus´, som blev bygget uden for forts murer. De lokale beboere betalte penge og deres mod til at beskytte deres familier, mod angrib fra fjenden. Landsbyerne beboere havde tit boder, hvor de solgte deres varer, som for eksempel madvarer, og kroer, hvor soldaterne kunne slappe af uden for tjeneste. Der kunne også Skrædder, juvelerer og skrivere. De fleste af soldaterne kunne ikke skrive eller læse.

De betalte tit skrivere for at skrive deres breve til deres familie eller venner, de fik også skriverne til at læse familiens eller vennens brev. De skriv tit, hvis der var nogle specielle madvarer eller noget tøj de skulle bruge hjemmefra.

Soldaterne hustruer og familie boede for det meste i de landsbyer som løg lige ved siden af fortet.

Hjælpetropperne kunne hvervet fra lokale stammer. De ville gerne have at familien i nærheden.

Det var forbudt for legionærerne at gifte sig, men der var mange der gjorder det af lige vel.

Der var mange der også havde `uofficielle´ børn og hustruer.

Normalt gifte de sig først når de var færdige i hæren.

Folk fra mange forskellige lande bosatte sig i rom, for eksempel afrikanske soldater, ungarske officerer og lokale stammer.

 

  

Fjenden angriber

Nogle gange forlod de romersk soldater deres fort, fordi at de ud og marchere til et sted, hvor de skulle kæmpe mod fjenden åben mark ansigt til ansigt. De romerske soldaters træning og disciplin mod fjenden i disse frygtelige kampe. De havde ofte held i kamp mod fjenden, selv om fjenden var stærkere og vildere, så var de tit dårligere organiserede modstander.

En lige så farlige form kamp var, når fjenden angrib de romerske forter.

De romerske forter havde hunde til at kunne lygte fjenden, hvis de kom, får at angribe.

De sendte også spejder får at give rapport om fjenderne, hvis de havde tænk sig at angribe.

Selv om de havde hunde og spejder, kunne de godt blive overrasket af fjenden.

Hvis det skete måtte hver mand klarer sig selv. Soldaterne måtte bruge deres våben, styrke og deres træning, for at kunne vinde. Hærens læger var også på slagmarken under kampen. Efter kampen var lægerne på hospitalet fra at redde de såret soldater.

Der også mange sår, som lægerne ikke kunne heldbrede.

Forterne blev forsvaret af katapulter, som denne ´ballista´.

et var et mægtige maskiner, som skød med pile af jern.

De ligner meget en armbrøst.

I templet:

De romerske soldater tilbad mage forskellige guder. Nogle soldater fra de romerske lande tilbad de gamle romerske guder. Soldaterne tilbad for det meste den gamle krigsguden Mars.

Andre soldater tilbad de guder, som der forældre havde lært dem om der hjemme, enden de kom i hæren. Det kunne for eksempel være guden Epona, som var den keltiske beskytter af heste og ryttere.   De nye religioner, som kristendommen bredte sig hurtigt ud i landene i de første århundrede e.Kr. I det romerske militær var en af deres pligter at tilbad de romerske kejseres ånder.

I mange af de romerske forter har man fundet helligdomme, som var tilegnet guden Mithras.

Guden Mithras var især populær for de romerske soldater. Han (Mithras) stod for ungdom, styrke og sejre over liv og død. De soldater, som tilbad Mithras, deltog tit i mystiske ceremonier, som var i stilhed. De troede på, at hvis de bad til guderne, så ville de blive bedre og tapre i kamp mod fjenden.

 

Guden Mithras dræbte en tyr. Statuer som denne her, blev fundet i de gamle ruiner af de romerske fontener.

Berømmelse og ære:

De romerske soldater blev ledt af: centurioner, tribuner og legater. Centurioner blev udvalgt, som leder, for hvor dygtige de var og deres mod. Andre officerer blev valgt af de adelige familier.

De adelige familier forventede, at deres sønner kom i statens tjeneste. Når legater kom hjem fra en krig, var det ofte sådan, at de blev udnævnt til guvernører over hele provinser inden for Det Romerske Rige. Den øverste kommandør, var selvfølelig kejseren selv. Nogle kejser,

som for eksempel Hadrian viste aktiv interesse i detaljerne i de militære felttoge.

Nogle andre kejser lade bare officer tage de militær beslutninger der skal tages. En officer med succes kunne skaffe sig ære og berømmelse for sig selv og sine mænd. Hvis en romerske officer havde vundet en stor sejr, kunne han og hans mænd blive kaldt til Rom hvor de fik en ´triumf´. Det var et optog af tropper der gik gennem Rom og det romerske folk fik hyldest.

Legioner fik særlige titler, så man kunne huske deres navne, og de fik også pengepræmier.

Nogle gange kunne det være at hjælpetropper blev belønnet med romersk borgerskab.

 

Gamle soldater

Når soldaterne havde været i hæren i 25 år, måtte man være lykkelig over man stadig var i live, efter alle de kampe de havde været med i den gang. De havde set mange af deres venner og kolleger falde i kamp eller såret eller måske være tvunget til at trække sig tilbage (med en lille pension) på grund af at de havde invaliditet og sygdomme. Overalt i det gamle romerske rige finder man stadig gravstene, til minde om de gamle soldater, som kun blev 30 eller mindre.

Men for de hårdføre – heldige – soldater, som over levede, var der en god fremtid. Nogle af de soldater som overlevede, boede tit i de lande, som de havde været udstationeret i. Soldater (såvel som købmænd, håndværker og slaver) fra alle hjørner af Det Romerske Rige var lykkelige for at bosætte sig, hvor de fandt livet behageligt og profitabelt. Nogle gange ventede gamle soldater hjem til deres familier, for at dyrke landbrug. Men hvor end de boede, kunne de fortælle beboerne om deres tapperhed i kamp.

 

Romersk Militær
Et kig på hvordan livet har været for soldaterne, og hvordan man har sikret sig at den romerske militærmaskine fungerede effektivt. Vi har prøvet at få et overordnet indblik i nogle grund ting. Hvis man vil gå i dybden er emnet helt enormt stort.


Vilkår får den menige legionær

Legionærer havde ikke specielt ringe vilkår per datidens standarder. På den ene side var arbejdet selvfølgelig hårdt og der var ikke meget fritid. Soveforholdene var ikke specielt gode heller, der var et telt på ca. 9.3 kvadratmeter til hver 8 mand. De har selv skulle bære alle personlige ejendele de har villet have med sig, og det har kun været dem tilladt at have ca. 18 kg af disse i bagagen. Dette var naturligvis udover dele til deres kampuniform, såsom rustning og kastespyd.

Men, der var også fordele. Så længe men gjorde tjeneste i legionen befandt man sig i relativ sikkerhed. Man var sikret sit daglige brød, man blev betalt og der var gode muligheder for forfremmelse, hvis man overlevede kampene i hvert fald. De langsigtede udsigter var bestemt heller ikke ringe. Efter man havde udtjent sin 20 år lange tjenestetid kunne man vende hjem som veteran og få tildelt et lille stykke jord så man var sikret resten af sine dage.

Rent praktisk har arbejdet, når det kommer til stykket, været hårdt. En dagsmarch var på ca. 16 kilometer.

Skrevet af Lui Taus Kirkeby Høyer Hansen.

 

Legionærens udrustning:


 

Lorica Hamata

Rustninger lavet af ringbrynje, som romerne kaldte for Lorica Hamata, har været en af de mest brugte rustningstyper i den romerske hær gennem århundreder. Det siges at romerne fik kendskabet til ringbrynjen fra kelterne ca. 300 f.kr. Ringbrynjerne blev ofte lavet af bronze og jernringe med indre diameter helt ned til 3 mm.
Man må så understrege at romerne brugte slavearbejdere i fremstilling af al slags rustninger. Romerne brugte flere varianter af Lorica Hamata, som var med eller uden ærmer og med eller uden skulder-dobling af ringbrynjen.
Der var både fordele og ulemper forbundet ved brug af Lorica Hamata. Ringbrynjen ydede den perfekte beskyttelse mod strejfende slag og stød. Desuden var ringbrynjen fleksibel og gav brugeren enorm bevægelsesfrihed, og kunne nemt repareres hvis den gik i stykker.

Ringbrynjer var enormt slidstærke og kunne gavne flere generationer af soldater. En af ulemperne ved ringbrynjer i forhold til plade-rustninger er at fremstilling af en ringbrynje var meget tidskrævende og kunne meget nemt komme op på 200 timers arbejde for at fremstille en enkelt rustning. Foruden at give brugeren henholdsvis meget bevægelsesfrihed er ringbrynjer meget tunge hvilket lægger stor belastning på skuldrene af brugeren. Desuden viser undersøgelser af datidens skydevåben at de fleste pilespidser kunne penetrere ringbrynjen og tilføre brugeren dødelige skader, men dobling af skulderne af Lorica Hamataen forhindrede pilene i at penetrere skulderregionen.


Så alt i alt kan man konkludere at romerne brugte ringbrynjerustninger som Lorica Hamataen fordi den var en god allroundrustning selvom den ydede dårlig beskyttelse mod pile.

 

 

Lorica Segmentata

Denne slags rustninger fra det første århundrede er bedst kendt som Lorica Segmentata. Det er den type rustninger som man forbinder med romerske soldater og legionærer. Det menes at denne slags segmenteret kyras blev inspireret af rustninger fra gladiatorarenaen. Fra de arkæologiske udgravninger i England har det været muligt at identificere flere forskellige typer af denne rustning. Det tidligst kendte eksampel kaldes for ”Corbridge type A” fordi den blev fundet ved udgravninger i Corbridge. Det er denne Lorica som man kan se på billedet. Denne Lorica Segmentata bestod af 40 plader, som samledes sammen af læderstropper og bronze hængsler. Den er overlegen på flere punkter i forhold til Lorica Hamata (ringbrynje). Den er nemmere at konstruere og yder bedre beskyttelse end Hamata’en, men den vigtigste og største fordel er nok vægten. En ringbrynjebaseret rustning kan meget nemt veje 8-10 kilo, til forskel fra Lorika Segmentata som vejede mindre end det halve af ringbrynjen. Lorica Segmentata blev fremstillet af bløde, ikke hærdede jernplader, selv om studier af romers metalkunst viser at de kendte til forskellige hærdemetoder. Begrundelsen for denne er meget simpel, en hærdet metalplade ville knække hvis den bliver udsat for stress, mens en ikke hærdet vil blive deformeret og optage stødet. Den anden fordel ved Segmentata’s konstruktion er det forbedrede forsvar af skulderregionen. Desuden gav blødheden i metalpladerne fremragende beskyttelse imod datidens skydevåben.

Tests kunne påvise at ingen af datidens pilespidser kunne penetrere Segmentatas plader. Det var den første rustning som kunne sikre brugeren imod skydevåben. Men Lorikaens konstruktion havde også nogle ulemper. Den ydede ingen beskyttelse til arme og ben af brugeren, men denne mangel kunne hurtigt udbedres ved brug af armbeskyttere og benskinner. Så alt i alt var Lorika Segmentata datidens modsvar til skudsikre veste i dag, og er en rigtig god rustning med mange fordele.

Skrevet af Jonas Vandall Zimsen

 

Cassis

Cassis hjelmen var den foretrukne hjelm blandt legionærerne. Selve hjelmen beskyttede det øverste af kraniet. Derudover havde den aftagelige kindstykker og et halsstykke til at beskytte disse regioner.

 

Gladius
Gladius sværdet var et kort effektivt sværd, der ikke var særligt tungt, fordi det tog på den måde tog mindre energi at kæmpe med.

 

 

Pilium
Pilium, et tungt kastespyd, havde en vigtig rolle i kamp. Det var bygget til at ramme modstanderens skjold og flække det for at gøre modstanderen mere sårbar.

Scutum
Den romerske soldats bedste beskyttelse var hans scutum. Det var et 100cm højt og 55cm bredt skjold. Det var let buet så det også gav beskyttelse fra flankerne..

Tunicaen
Soldaterne havde også en lang rød dragt på, en såkaldt tunica. Den var faktisk kun til at holde dem varme, men man sagde også at den skræmte modstanderne.

Fodtøj
En soldat kunne selvfølgelig ikke kæmpe uden ordentligt fodtøj. Derfor havde de sandaler af læder med træ såler. De var ikke behagelige for fødderne, men de var billige og nemme at reparer.


 

Artillerivåben


Modstanderen så aldrig artilleriet, for det stod flere hundrede meter væk. I den romerske hær var der fire hovedgrupper af artillerivåben:
Scorpio, Katapult, Ballista og Onager.

Scorpio

Scorpioen var lidt ligesom en bue. Man brugte store pile af træ, som man så affyrede ved hjælp af en snor og en elastisk planke. Man havde bundet snoren fast i begge ender af planken og så spændte man den hen over en rampe. Derefter placerede man en pil på rampen. Endelig slap man ganske taget i snoren, hvorefter den enorme pil for fremefter.

Katapult
Katapulten er helt sikkert den mest kendte af de 4. Den fungerede ved hjælp af en vægtstang og en stor mængde dødvægt. Selve kastearmen var en slags vippe der hvilede henover en rund træpind. Der var så en massiv kurv af træ i den ene ende og dødvægt i den anden. Dødvægten kunne for eksempel være en kampesten man havde fastgjort til stangen. Man løftede så den tunge ende af katapulten, fastgjorde enden med kurven og placerede kasteskyts i kurven. Herefter var det bare at give slip og lade tyngdekræften klare resten.

Det gode ved katapulten var, at man ikke kun kunne bruge sten. Man brugte også mange andre ting fx brændende kugler og kander med varm olie. Altså var den ikke bare begrænset til store sten.
 

Ballista
Ballistaen var meget ligesom en katapult. Den blev meget brugt til at bombarderer byer henover bymuren. Den blev også ladt ved hjælp af en snor og en elastisk planke.

 

 

 

 

Onager

Onageren var enkelt nok mindre udgave ballistaen. Den skød mellem store sten, og havde en rækkevide på 40-50 meter. Den var god til at skyde soldater ned. Den lavede ikke så stor skade på bygninger.


 

 


 

Romerske Krigstaktikker


I kamp brugte romerne meget at danne kolonner, hvor der var skjold på alle sider og over deres hoveder. Det gjorde at de ikke var så sårbare overfor pile og spyd. Det lavede også en "væg" som de næste kolonner og artilleristerne kunne gemme sig bag.

 

Langsommelig krigsførelse
Kampene var tit lange og seje, og soldaterne på første kolonne blev selvfølgelig mere trætte end dem der stod længere tilbage. Man løste problemet ved, at en soldat kun kæmpede i cirka 15minuter for så at trække sig tilbage og hvile. Det er måske ikke noget man umiddelbart kan forestille sig, når man har set store Hollywood produktioner som Gladiator eller lignende. Sandheden er at den menige romerske soldat ikke var særlig villig til at ofre sit eget liv for noget som helst, end ikke kejseren. Det var modstanderne som regel heller ikke. Så soldater på begge sider holdt sig typisk sammen med kammeraterne bag deres store solide skjolde, og stak kun forsigtigt næsen frem og prikkede til modstanderne når der var relative fri bane. Skifteholdsteknikken bliver pludselig meget mere relevant når der i en centurion på 80 soldater højest omkommer én soldat cirka hvert femte minut.

Belejring
En af romernes mest brugte metoder, til at indtage en by med, var belejring. De omringede en byen, ventede på at de i byen løb tør for mad. Men, hvis de i byen havde stablet mere mad sammen end den romerske hær havde med sig virkede det selvfølgelig ikke så godt, romerne havde tit ikke toldmodigheden, til at vente så den voldelige løsning blev mest brugt. Hvis det tog for lang tid brugte de artilleriet til at beskyde byen konstant. Man da romerne ikke var så interesseret i en smadret by, var det kun hvis der var gået lang tid.
 

Træning
Træning var en af de mest centrale ting i den romerske hær. Det betød alt at soldaterne havde en basisviden om taktik og våbenbrug. For at blive færdiguddannet legionær skulle man gennemgå både kursus i taktik og håndtering af våben. Soldaterne i den romerske hær holdt typisk ret længe, mange af dem nåede til veteranstatus, og det har de kunnet takke deres instruktører for.

Hærens Inddeling

 1: Legatus legionis

Han er en hærfører udpeget af senatet, og er den person der reelt har ansvaret for hele legionen.

2: Tribunus
Der er 6 Tribunus officerer i en legion. De 5 af dem er tribuni angusticlavii, den 6 er tribunus laticlavius. Tribunus laticlavius fungerer som den næstkommanderende for hæren. De har kommanderende funktioner på slagmarken, og står samtidig også for at administrere legionen.

3: Praefectus castrorum
Denne mand har ansvaret for den romerske lejer. Han fungerer som den 3. kommanderende, og overtager ansvaret for legionen hvis både legatus og den 2. kommanderende falder.

4: Centurion
Også kendt som ordinarius. Betyder egentlig "kommandør med 100 mand under sig". Der er 60 Centurioner i en legion. De har hver 80 legionærer under sig, og styrer rent praktisk hver deres lille gruppering som om de var en selvstændig enhed. Denne "gruppe" kaldes også en legion.

 5: Duplicarius og sesquiplicarius
Disse er reelt legionærer med roller som flag og banner bærere. De har reelt ingen officers beføjelser.

6: Immunis

Legionærer med specielle funktioner, der derfor er undtaget for de trivielle job i lejren
7: Miles
Den lavest rangerende legionær. Udover at være simpel infantrist skal han også hjælpe med en række opgaver i lejren. For eksempel deltager han i fortifikation af lejren og andre positioner, og de bliver generelt sat til at lave "alt det arbejde man ikke lige har specialister til inden for en legion".

En fuldt bemandet legion var på ca. 5240 mand. Dette udgjorde selvfølgelig ikke en hær i sig selv; men det var disse enheder generalen, den person der reelt havde ansvaret for hæren, havde direkte under sin kommando. Det vil sige, der var ikke noget mellemled fra ham til legatus legionis; Han står ikke ovenover da hans rang ikke er sammenlignelig med dem under ham. Generalen har stort set kunnet gøre som det passede ham, idet han kun har haft én overordnet: Cæsar.

Skrevet af: Lui Taus Kirkeby Høyer Hansen.

Forside         Rapporten        Roms Historie        Romerrigets start og kollaps        Det Romerske Militær        Hvad kunne vi lære af Romerriget        Romerrigets regeringsformer        Romersk Kultur        Links og bøger